Rør gær og sukker ud i sødmælken, til gæret er opløst.
Tilsæt æg og rør dem sammen med de våde ingredienser.
Hæld manitoba mel og salt i skålen og ælt dejen ved medium hastighed i ca 10 min. Dejen skal være elastisk og næsten glat.
Tilsæt nu smørret lidt af gangen mens du stadig ælter dejen. Ælt i alt i 8-10 minutter, mens du tilsætter smørret de første 5 minutter. Dejen er færdigæltet når den er glat og slipper skålens sider.
Hæld dejen i en bøtte med låg (jeg bruger en kondibøtte, så jeg bedre kan følge med i hævningen), og lad dejen hæve 1-1,5 time til dobbelt størrelse et lunt sted.
Hæld dejen ud på bordpladen (den kan virke lidt klistret, men det høje indhold af smør gør faktisk at du kun behøves meget lidt mel). Hak dejen ud i 10 lige store stykker - vej gerne af, så du får ensartede boller.
Spænd dejen op til runde boller og tril dem til sidste helt runde. Dyb forsigtigt bunden af bollerne i en lille smule mel og placer bollerne på to bageplader med bagepapir.
Tryk bollerne flade til en diameter på ca 8 cm.
Dæk bollerne med en opklippet plastikpose drysset med lidt mel eller et fugtigt viskestykker. Lad bollerne efterhæve et lunt sted til dobbelt størrelse i 1-1,5 time.
Pisk et æg med lidt sødmælk og salt og pensl bollerne med ægget. Drys med sesam.
Varm ovnen op til 220 grader over-under varme. Sørg for at have et fad eller en plade nederst i ovnen som varmer med. Kog desuden noget vand i en elkedel.
Når ovnen er varm skrues der ned til 200 grader. Bag en plade af gangen. Kom pladen i ovnen og hæld kogende vand i den nederste varme plade. Luk lågen og bag bollerne med damp i 7 min. Efter 7 minutter hældes det resterende vand fra den nederste plade og den stilles tilbage i ovnen. Bag burgerbollerne yderligere 5-6 minutter til de er gyldne.
Gentag processen med den næste plade burgerboller.