Ingredienser
Sådan gør du
Hindbæris
- Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud - mas kornene med lidt af de 75 g sukker. Kom hindbær, citronsaft, sukker, vaniljesukker og den tomme vaniljestang i en gryde og bring det i kog.
- Lad hindbærkompotten småsimre et par minutter og tag den derefter af varmen. Fisk vaniljestangen op og blend det hele med en stavblender til en ensartet hindbærcoulis.
- Dæk overfladen af din hindbærcoulis med et stykke husholdsningsfilm, så der ikke kommer skind på coulisen. Stil den på køl til den er helt kold.
- Pisk æggeblommer og de 100 g sukker til det er lyst og luftigt.
- Hæld sødmælk og fløde i en gryde og varm det op til lige under kogepunktet.
- Hæld mælkeblandingen i en tynd stråle over æggesnapsen mens du pisker i blandingen, så det ikke klumper. Når alt mælken er tilsat hældes blandingen tilbage i gryden.
- Varm iscremen op ved medium varme under omrøring – sørg hele tiden for at røre i iscremen mens den bliver varmet stille og roligt igennem. Varm iscremen op til 83 grader og tag straks gryden af varmen når du når denne temperatur.
- Hæld iscremen i en skål og dæk overfladen med husholdsningsfilm. Kom iscremen i køleskabet til den er helt kold - det tager 4-5 timer før både iscreme og hindbærcoulis er kølet helt af.
- Lav dine mandelbunde mens iscremen og hindbærcoulisen køler af.
Mandelbunde
- Rist mandlerne 5 minutter i en 200 grader varm ovn (over-under varme). Lad dem køle af.
- Pisk æggehviderne næsten stive, og tilsæt sukkeret lidt efter lidt mens der piskes. Pisk til du får en blank og luftig marengs.
- Hak mandlerne groft i en minihakker, og hak chokoladen groft. Vend mandler og chokolade i marengsmassen.
- Smør marengsen ud i to cirkler en smule større end 16 cm i diameter (tegn evt to cirkler på bagepapiret inden du kommer marengs på) på en bageplade med bagepapir. Bag bundene ved 180 grader traditionel ovn i ca 18 min. Lad bundene køle helt af.
- Stik med en 16 cm kagering to bunde ud af de to marengscirkler og stil det hele på frys i minimum 30 min (bagepapir med bunde) – på den måde er det lettere at løsne bundene fra bagepapiret uden at de går i stykker. Lad marengsbundene blive på frys indtil du skal samle islagkagen.
Samling og hindbæris
- Bland din afkølede ismasse med den kolde hindbærcoulis til en ensartet blanding. Del den store portion ismasse i to lige store portioner. Min ismaskine (og de fleste almindelige ismaskiner) har ikke plads til så stor en portion ismasse, så derfor deler jeg portionen i to - skulle du have en ismaskine med plads til en ret stor mængde ismasse, så kører du bare det hele på en gang.
- Kør den første portion af ismassen på din ismaskine til den er luftig, tyk og har konsistens som softice - du må gerne køre den så fast som muligt, så den ikke begynder at smelte for meget under samling af islagkagen.
- Gør din kagering og bunde klar til samling mens isen kører på ismaskinen.
- Læg et stukke bagepapir på en flad tallerken med kageringen ovenpå. For kageringen med kageplast.
- Placer den ene af dine marengsbunde i bunden af formen og kom første portion af din hindbæris ovenpå - brug en ske til at fordele isen og presse isen ud til kanterne, så den bliver jævn. Kom den næste marengsbund ovenpå og stil islagkagen i fryseren, mens du kører den næste portion is på ismaskinen.
- Kør næste halvdel af ismassen på ismaskinen og kom den færdige is ovenpå islagkagen - brug igen en ske eller en lille paletkniv til at presse isen ned i formen og jævne overfladen.
- Stil islagkagen tilbage i fryseren og lad den sætte sig helt i minimum 4-5 timer.
- Pynt evt med lidt chokoladekugler, rød skovsyre eller hvad du nu kan finde på - friske hindbær ville også være oplagt.
