Posts Tagged ‘mørdej’

Napoleonshatte med lime og pistacie


napoleonshatte

Napoleonshatte med lime og pistacie – en virkelig lækker upgrade af den traditionelle napoleonshat, som får et friskt pust af syrlig lime og den fineste farve af de grønne pistaciekerner. Jeg serverede dem nytårsaften, men heldigvis kan de jo nydes året rundt!

(mere…)

Studenterbrød


studenterbrød

Studenterbrød er virkelig en oldschool klassiker, der kan smage helt og aldeles fantastisk – især hvis studenterbrødet som her er lavet med en god brownie og smagt til med marcipan, hindbærmarmelade og ægte rom. På en bund af sprød mørdej og toppet med lyserød glasur bliver det ikke bedre.

(mere…)

Rabarbertærte med frangipane og karamelliseret hvid chokolade


 rabarbertærte

Rabarbertærte med frangipane og karamelliseret hvid chokolade – smagen og duften af sommer. Nøj, hvor har jeg glædet mig til at lave årets første rabarbertærte, hvilket dog skulle vise sig ikke at være så let. Det var nemlig noget nær umuligt at støve rabarber op i nogle forretninger. Heldigvis viste det sig at grønthandleren i mit gamle hood på Trøjborg blev min redning. Så der røg et kæmpe bundt med hjem, som endte i denne her virkelig skønne rabarbertærte.

(mere…)

Mørk chokolademousse med hindbær og marcipankiks


chokolademousse

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er ret så glad for chokolademousse – i alle former og med forskellige typer chokolade. Min seneste kærlighed faldt på denne bløde og karamelsøde Amber mousse – men denne klassiske mørke chokolademousse med friske hindbær og sprød marcipankiks giver kamp til stregen.

Allerhelst vil jeg faktisk bare gerne spise begge to.

Denne mørke chokolademousse er silkeblød og intens i smagen – det passer perfekt til de friske hindbær og den sprøde marcipanbund. Chokolade, marcipan og hindbær kan man vist næsten ikke gå galt med.

Jeg har støbt moussen i fine silikoneforme fra Silikomart – har du ikke mønstrede silikoneforme kan du sagtens bruge almindelige halvkugler. De smager og ser stadig fantastisk ud.

Denne chokolademousse er baseret på en creme anglaise, hvilket giver en fantastisk cremet konsistens – den smelter simpelthen på tungen.

Hvis du ikke orker silikoneforme, kiksebund og alt det andet lir, så hælder du bare moussen på glas og lader den sætte sig i køleskabet natten over – topper herligheden med friske bær og lidt hakkede nødder. Så bliver det ikke nemmere.

Masser af søde kram og chokoladekærlighed herfra, Pilen <3

chokolademousse med hindbær mørk chokolademousse

Tip 1. Spis gerne mousserne samme dag som du tøer dem op i køleskabet – står de for længe bliver bundene bløde.

Tip 2. Hvis du ikke kan få friske hindbær vil det helt sikkert også være lækkert at gemme et helt jordbær i midten af moussen.

Tip 3. Husk at brug en chokolade af god kvalitet – det kan smages. Og med amme kakaoprocent som i opskriften, da det ellers vil ændre på konsistensen af moussen.


INGREDIENSER (6 pers)

Creme anglaise

0,75 dl sødmælk
0,75 dl fløde
2 æggeblommer
25 g sukker
1/2 vaniljestang

Chokolademousse

125 g creme anglaise
110 g mørk chokolade 61 %
2 dl piskefløde

125 g friske hindbær

Marcipankiks

100 g hvedemel
35 g flormelis
90 g marcipan
1 nip salt
50 g koldt smør
1 æggeblomme

FREMGANGSMÅDE

Creme anglaise

Skrab kornene ud af vaniljestangen og mas dem sammen med lidt sukker. Pisk hurtigt sukker, vaniljekorn og æggeblommer sammen. Varm fløde, sødmælk og den tomme vaniljestang op i en gryde til lige under kogepunktet. Tag gryden af varmen og hæld ca halvdelen af varme mælkeblanding over æggene mens du pisker.

Hæld alle ingredienserne tilbage i gryden og sæt den tilbage på varmen ved svag-medium varme. Rør hele tiden mens du forsigtigt varmer cremen op til 83 grader – cremen skal tykne let. Tag cremen af varmen og hæld den igennem en sigte. Vej 125 g creme anglaise af til chokolademoussen – gem resterne til en gang friske bær eller spis det med det samme.

Chokolademousse

Smelt chokoladen over vandbad og tag den af varmen så snart det er smeltet. Hæld den stadig varme creme anglaise over den smeltede chokolade mens du rører med en dejskraber fra midten af skålen med små hurtige bevægelser. Rør indtil det har samlet sig til en blank chokolademasse. Kør cremen igennem med en stavblender og lad den køle til ca 40 grader.

Pisk fløden til et let skum og vend forsigtigt fløden i chokoladecremen – uden at slå luften ud af moussen.

Hæld chokolademoussen i 6 silikonehalvforme (ca 7 cm i diameter) og stik 3 hindbær ned i hver form. Glat overfladen med en paletkniv og stil moussen i fryseren natten over – mindst 12 timer.

Marcipankiks

Bland hvedemel, flormelis og salt. Riv marcipanen groft og hæld den i skålen sammen med koldt smør i må tern. Smuldr smør og marcipanen mellem fingrene til blandingen har konsistens som fintrevet parmesan. Tilsæt æggeblommen og saml dejen hurtigt – uden at ælte den for meget. Stil dejen på køl i ca 1 time.

Rul dejen ud på et meldrysset bord – den skal være 4-5 mm tyk. Udstik cirkler af ca 8 cm og bag dem ved 200 grader traditionel ovn i ca 10 min. Lad dem køle helt af.

Skub forsigtigt moussebomberne ud af silikoneformen og placer dem på hver sin marcipankiks. Lad dem tø op i køleskabet i 2-3 timer inden servering.

Pynt med et frisk hindbær på toppen og rød skovsyre.

chokolademousse creme anglaise


 

Nutellatærte med chokolademousse og hasselnødder


nutellakage

Nutellatærte med chokolademousse og hasselnødder – lyder det ikke bare lidt for lækkert? Jeg er i hvert fald fan af det søde hasselnøddesmør, og kan ikke få nok.

Tærten her består af en smørsprød mørdej, hasselnøddefrangipane, en fløjlsblød nutellaganache og min all time favorit mælkechokolademousse. Den mousse er simpelthen bare SÅ god, og smelter på tungen.

Er der nogle nutellafans derude? Hvis i kan svare ja, så lov mig lige at i prøver kagen her. Det er lidt som at komme i nutella-himlen hvis i spørger mig. Ja tak!

Denne nutellatærte serverede jeg til dimissionsfest for mine nu eks-studiekammerater, og jeg tør vist godt sige at den faldt i god jord. Den var måske lige stor nok til 10 personer, men til gengæld er kagerester jo altid godt.

Nu vil jeg bruge min søndag på at slappe af med Jonas og bage hotdogbrød, for i aften får vi besøg af min søster og hendes kæreste – og så står den på hjemmelavede hottere og Hint. Jeg glæder mig allerede.

Rigtig god søndag til jer alle og masser af chokoladekram og nutellakys fra Pilen <3

nutellatærte


Tip! Hvis du bruger en mælkechokolade på fx 35-36 %, så skal du bruge 320 g chokolade i stedet for 300 g.

INGREDIENSER (14-16 pers)

Mørdej

170 g hvedemel
70 g flormelis
90 g koldt smør
1 æggeblomme
1 spsk koldt vand

forbages 10 min.

Frangipane

80 g ristede afskallede hasselnødder
80 g blødt smør
60 g sukker
1 æg

Nutellaganache

120 g nutella
40 g mælkechokolade
40 g mørk chokolade
110 g piskefløde

Mælkechokolademousse

300 g mælkechokolade (ca 40 %)
4,5 dl piskefløde

Pynt

crispy pearls
mørk chokolade
rød skovsyre

FREMGANGSMÅDE

Mørdej

Bland hvedemel og flormelis i en stor skål. Tilsæt smør i små tern og smuldr det i melblandingen. Saml dejen hurtigt med æggeblomme og koldt vand indtil dejen er ensartet – pas på ikke at ælte dejen for meget, den skal kun lige samles. Tryk dejen lidt flad, pak den ind i husholdningsfilm og læg den på køl i ca 1 time.

Efter 1 time tages mørdejen ud af køleskabet og den rulles tyndt ud på et meldrysset bord. Placer en tærtering (24,5 cm – fx denne her geniale perforerede tærtering) på en bund, fx fra en større springform (eller alternativt en plade der kan stå i køleskabet), med bagepapir, og løft forsigtigt dejen over i tærteringen. Tryk forsigtigt dejen ud i formen, og kør en kagerulle hen over kanterne for at få en skarp kant. Sæt tærten på køl yderligere 1/2 time. Prik bunden med en gaffel og forbag den i 10 min ved 200 grader traditionel ovn – indtil den er gylden og sprød. Skru ned for ovnen til 180 grader.

Frangipane

Blend hasselnødderne til fint mel. Pisk smør og sukker til en ensartet blanding – tilsæt æg og pisk det godt sammen til det er lyst og luftigt. Rør hasselnøddemel i dejen og hæld det ud i den forbagte tærtebund – fordel blandingen jævnt med en lille paletkniv eller en ske. Bag tærten ved 180 grader i 15-20 min til den er gylden på toppen og rundt langs kanterne. Lad tærten køle helt af.

Nutellaganache

Smelt nutella og chokolade i mikroovnen eller over vandbad. Varm fløden op til lige under kogepunktet og hæld det over nutellablandingen. Rør fra midten af skålen med en dejskraber – med hurtige små bevægelser til du får en ensartet blank ganache. Kør evt ganachen igennem med en stavblender. Hæld ganachen over den afkølede tærtebund og sæt tærten på køl i minimum 6 timer – gerne natten over.

Mælkechokolademousse

Hak chokoladen groft og smelt den over vandbad eller i mikroovnen. Pisk 3 dl af fløden til let flødeskum og hold det køligt. Varm den sidste 1,5 dl af fløden op til lige under kogepunktet og hæld det over den smeltede chokolade – rør hurtigt fra midten af skålen med en dejskraber til massen samler sig til en blank ganache. Tjek at temperaturen er omkring 45 grader. Vend forsigtigt lidt af flødeskummet i ganachen og vend derefter resten af flødeskummet i – forsigtigt, men hurtigt.

Læg husholdningsfilm stramt henover bunden af en 23 cm kagering (her er det nemmest at bruge en justerbar kagering) og sæt det fast op ad kanterne på ydersiden med lidt tape. For kageringen med kageplast og placer kageringen på en fast bund der kan komme i fryseren. Hæld chokolademoussen i kageringen og lad moussen sætte sig på frys i minimum 6-8 timer – gerne natten over.

Løsn chokolademoussen fra kagering og kageplast og placer den forsigtigt på midten af tærten, så der er ca lige langt ud til kanten på alle sider. Lad kagen tø op i køleskabet i ca 2 timer eller mere.

Sæt forsigtigt crispy pearls rundt langs kanten af tærten. Riv lidt mørk chokolade på toppen af kagen (med et fint rivejern) og pynt med skovsyre.

hasselnøddefrangipane

Indlægget indeholder affiliatelinks!


 

Hindbærtærte med lakrids og brændt marengs


lakridstærte

Lakrids, hvid chokolade og hindbær er et evigt godt makkerpar – og jeg byder faktisk på to nytårsdesserter med denne lækre trio af skønne smagseksplosioner. I dag står den på en helt fantastisk hindbærtærte med lakrids og brændt marengs – jeg kan ikke få nok og det er jeg sikker på at andre lakridsfans vil kunne nikke genkendende til.

(mere…)

Tærte med hasselnøddefrangipane, krydderier og mælkechokolade cremeux


hasselnøddefrangipane

Hasselnødder og mælkechokolade er et evigt godt makkerpar hvis du spørger mig – især når de får selskab at lidt kanel og en sprød mørdej som i tærten her. Den smager lidt af jul med krydderierne, men jeg vil nu vove at påstå at denne tærte med hasselnøddefrangipane sagtens kan serveres hele året rundt. Bare fordi den er så ualmindelig lækker.

(mere…)

Blommetærte med frangipane og chokolade

blommetærte

Blommetærte med frangipane og store stykker chokolade – en af de bedste frugttærter jeg har lavet. Jeg er virkelig fan af at få brugt årstidens frugter – især hvis de kan puttes i en kage eller i en tærte som her. Blommerne er søde og lidt syrlige, hvilket passer skønt til den mørke chokolade og den sprøde mørdejsbund.

(mere…)

Hindbærsnitter

hindbærsnitter Jeg har længe været på jagt efter den perfekte opskrift på hindbærsnitter – og det har ikke været let. Især ikke når man som mig har mange krav til hvordan den perfekte hindbærsnitte skal smage, føle og se ud. Men jeg tror altså at den er her nu – hindbærsnitterne her blev i hvert fald ualmindeligt gode og forsvandt alt for hurtigt.

(mere…)

Hindbærtærte med chokolademazarin og vaniljecreme

mazarintærte

I kender nok den klassiske jordbærtærte – sprød mørdejsbund, svampet mazarinmasse, vaniljecreme og søde jordbær. Men hvad med dens lidt mørkere fætter her? Nemlig hindbærtærten! Med ekstra chokolade – både i bund og mazarinmasse. Og så selvfølgelig vaniljecreme i store mængder. Bare fordi man aldrig kan få nok vaniljecreme.

(mere…)

Jordbærtærte med mazarin og vaniljecreme

jordbærtærte
Jordbærtærte med mazarin og vaniljecreme – der er intet der slår sådan en  klassisk jordbærtærte, hvis i spørger mig. Det er en af mine yndlingskager, og så snart sommersolen begynder at kommer frem begynder trangen efter hjemmelavet jordbærtærte at melde sig. Og den skal altså helst laves med søde danske jordbær, så jeg giver den altid gas med jordbærtærter når først sæsonen er i gang. Heldigvis er det en kage der er stort set umulig at blive træt af.
(mere…)