Posts Tagged ‘mælkechokolade’

Limekage med pistacie og mælkechokolademousse


Limekage med pistacie og mælkechokolademousse – en skøn kombination af sødt og syrligt, og så smager den skønt af forår og solstrejf. Hvilket er noget jeg virkelig ser frem til. Men når det endnu ikke er forår er det jo heldigt at man kan spise en kage der får en i forårsstemning <3

(mere…)

Mørk brownie med hasselnødder og mælkechokolade


brownie med mælkechokolade

En helt fantastisk svampet og intens mørk brownie med store stykker af mælkechokolade og ristede hasselnødder – og med et lille twist af malt. Denne brownie er virkelig tung og nydes bedst i små hapsere, eller med en kugle vaniljeis til. Men den smager virkelig godt og syndigt.

(mere…)

Mazarinmuffins med pekannødder og kaffeganache


mazarinmuffins

Endnu en mazarinkage har ramt bloggen – denne gang i form af søde mazarinmuffins med pekannødder og kaffeganachen. De lækre muffins har desuden en dejlig karamelliseret smag pga den brune farin som bruges til dejen – karamel, kaffe og nødder er altid en god kombination, hvis i spørger mig.

(mere…)

Islagkage med cookies og mælkechokoladeis


islagkage med cookies

Islagkage med cookies og mælkechokolade – virkelig en dessertbombe, der ikke er for sarte sjæle. Er du til gengæld vild med chokolade, cookies og is, så har vi altså en vinder. I princippet er det en gigantisk issandwich med kæmpe cookies som både bund og top, lagt sammen med den skønneste mælkechokoladeis. Haps, siger jeg bare!

(mere…)

Hasselnøddeis med mælkechokolade


hasselnøddeis  Hjemmelavet hasselnøddeis med mælkechokolade – eller Bacio gelato som de også kalder den i Italien. En himmerigs mundfuld af en skøn og cremet is med en dejlig smag af ristede hasselnødder og chokolade – lidt nutella er der faktisk over isen. Hvilket bestemt ikke er en dårlig ting hvis du spørger mig.

(mere…)

Cookiekage med mælkechokolade og skovbærmousse


skovbærmousse

Har du søde kageplaner i weekenden? Så kunne det måske være en idé at kaste sig ud i denne her virkelig lækre Skovbærmousse kage med cookiebund og mælkechokolade. En fantastisk lækker kombination af sødt og syrligt – og med den lækre chewy cookiebund så bliver det altså absolut ikke dårligere.

(mere…)

Brownie med praliné og mælkechokolademousse


brownie med praliné

Godmorgen søde læsere <3

Lige nu er jeg på vej til Hotel Munkebjerg med Jonas for at nyde et ophold med spa og lækker gourmet menu på Restaurant Treetop i Vejle. En fantastisk fødselsdagsgave fra Jonas som jeg virkelig har glædet mig til at indløse – det bliver skønt med kærestetid, ren forkælelse og god mad.

(mere…)

Mælkechokoladeis


chokoladeis

Endelig kom sommeren igen – og jeg fejrer det med hjemmelavet mælkechokoladeis i lange baner. En cremet og chokoladesød is der smelter på tungen. Perfekt til ishungrende maver og varme sommerdage.

Denne mælkechokoladeis er virkelig simpel og består kun af 5 ingredienser. Dette betyder også at chokoladen er helt og aldeles afgørende for resultatet og smagen. Brug derfor en god mælkechokolade! Jeg har valgt Summerbirds 49 % mælkechokolade der med sin lidt mørkere smag giver lidt kant til den ellers søde mælkechokoladeis.

Jeg har seriøst ikke en stopklods når det kommer til is – det resulterede også i at jeg formåede at spise stort set hele portionen her selv. Ups. Jeg må hellere lave en omgang igen meget snart.

Nu vil jeg ud og nyde det fantastiske sommervejr i dag – og spise lidt mere is. Jeg håber i også får en skøn søndag i sommersolen.

Søde solskinskram, Pilen <3

mælkechokoladeis

Tip 1. Denne is kræver en ismaskine – har du ikke en ismaskine foreslår jeg at du prøver enten min amber is eller min islagkage med mynte og chokolade.

Tip 2. Vil du fremskynde nedkølingsprocessen af cremen kan du stille skålen med den varme chokoladecreme i et vandbad med isterninger og sørge for at røre det godt igennem hele tiden. Derefter skal den kun have ca 3 timer på køl inden den kan køres på ismaskine.


INGREDIENSER ( 6 pers)

200 g god mælkechokolade (fx mælkechokolade fra Summerbird på 49%)
3,5 dl sødmælk
2,5 dl fløde
115 g rørsukker
5 æggeblommer (ca 80 g bægre)

FREMGANGSMÅDE

Smelt chokoladen over vandbad og stil det til side.

Pisk sukker og æggeblommer hurtigt sammen, og varm mælk og fløde op til lige under kogepunktet i en gryde. Hæld den varme mælke-fløde over æggeblandingen mens du pisker – hæld herefter det hele tilbage i gryden og varm blandingen op ved svag varme mens du hele tiden rører i blandingen med et piskeris.

Varm cremen op til 85 grader – hold øje med at cremen begynder at tykne let. Når cremen har fået den rette temperatur hældes den igennem en sigte over den smeltede chokolade – mens du rører i chokoladen med en dejskraber. Kør blandingen igennem med en stavblender så du får en glat blanding.

Dæk cremen til med husholdningsfilm, så der ikke dannes kondens, og stil den på køl natten over til den er helt kold.

Kør den kolde creme på ismaskinetil den har konsistens som softice og hæld den herefter i en rugbrødsform foret med bagepapir. Lad isen sætte sig helt i fryseren i ca 3 timer.

Nyd isen som den er – evt med lidt chokoladespåner på toppen.

chokoladeis


 

Cookiekage med hasselnødder og passionsfrugt


passionsfrugtmousse

Endnu en omgang små cookiekager har ramt bloggen – denne gang i en fantastiske udgave med hasselnødder, mælkechokolade og syrlig passionsfrugt.

Jeg er ovenud begejstret for de små cookiekager! Det er en helt genial måde at pimpe en klassisk cookie, og så kan de varieres i de uendelige. Jeg pønser faktisk allerede på en ny variant til næste søndag – er det mon noget i kunne tænke jer? Og ellers vil jeg gerne høre hvis i har nogle søde idéer til cookiekage-varianter i kunne tænke jer at jeg lavede her til bloggen?

Egentlig er en cookie ikke noget jeg normalt kunne finde på at servere som dessert. Men når de er festligt klædt på som her med både ganache og mousse, så er det en helt anden sag.

Som du kan se nedenfor har jeg lavet cookiekagerne her i 2 varianter – en variant med mousse og en uden. Det skyldes at jeg i går skulle transportere 2 styks til København, og det var altså lidt nemmere uden moussen. Men begge dele smager fantastisk, og vil helt sikkert bringe glæde både med og uden mousse.

Nu vil jeg lige ud og nyde København lidt inden jeg vender snuden mod Århus igen.

Rigtig god søndag til jer alle og masser af chokoladesøde cookiekram, Pilen <3

cookiekager

passionsfrugtmousse

Tip! Du kan lave kagerne både med eller uden passionsfrugtmousse – begge dele smager skønt.


INGREDIENSER (6 stk)

Passionsfrugtmousse

1,5 blad husblas
80 g passionsfrugtsaft (ca 5-6 friske passionsfrugter)
40 g sukker
1 dl piskefløde
75 g græsk yoghurt 10 %

Hasselnøddecookies

75 g blødt smør
150 g rørsukker
1 æg
75 g hvedemel
75 g hasselnødder, ristede og afskallede
1 nip salt
50 g mælkechokolade

Passionsfrugtganache

250 g mælkechokolade
100 g passionsfrugtsaft (ca 6 passionfrugter)
25 g piskefløde

Pynt

crispy pearls (fx fra Valrhona)
spiselige stedmoderblomster
rød skovsyre
blendet mælkechokolade vendt i guldstøv

FREMGANGSMÅDE

Passionsfrugtmousse

Læg husblas i blød i rigeligt koldt vand. Kog passionsfrugtsaft og sukker op og hæld saften over i en ren skål. Smelt husblassen ud i den varme passionfrugtsaft. Lad saften svale til stuetemperatur.

Pisk fløden til et let skum og rør det sammen med græsk yoghurt. Vend forsigtigt den stuetempererede passionsfrugtsaft i flødeblandingen til det er ensartet. Hæld blandingen i en kande med hældetud.

Placer to silikoneforme med halvkugler (3 og 4 cm) på et skærebræt og hæld nu passionfrugtmoussen i silikoneformene og glat overfladen ud. Stil formene i fryseren i minimum 6 timer, eller gerne natten over.

Hasselnøddecookies

Pisk smør og rørsukker lyst og luftigt. Tilsæt ægget og pisk igen til blandingen bliver helt lys og cremet. Blend 35 g af hasselnødderne til fint mel og hak resten groft. Rør hasselnøddemel, hvedemel og salt i dejen. Hak chokoladen groft og vend den i cookiedejen sammen med de grofthakkede hasselnødder. Lad dejen trække i køleskabet i minimum 1 time – dette kan også sagtens laves dagen før og trække natten over på køl.

Tryk en klump dej (ca 55 g) helt fladt ud i en 8 cm kagering placeret på et stykke bagepapir. Fortsæt og lav 6 cookies i 6 kageringe – eller bag af flere omgange hvis du ikke har så mange kageringe.

Bag dine cookies ved 200 grader traditionel ovn i ca 8-10 min (de må endelig ikke få for meget da de serveres kolde og derfor kan blive hårde hvis de er bagt for hårdt). Skub dine cookies ud af kageringene og lad dem køle let inden du køler dem helt af i køleskabet.

Passionfrugtganache

Hak chokoladen groft og smelt den i mikroovnen. Varm fløde og passionsfrugtsaft op til lige under kogepunktet, og hæld den over chokoladen mens du rører fra midten af skålen med en dejskraber – med små hurtige bevægelser indtil blandingen samler sig til en ensartet og blank ganache. Kør evt ganachen igennem med en stavblender.

Placer dine cookies i kageringene igen med kageplast rundt langs kanten. Fordel passionfrugtganachen ovenpå de seks cookies og lad dem sætte sig mindst 2 timer på frost.

Samling og pynt

Tag de frosne kager op af fryseren og fjern kageringe og kageplast. Placer 3 frosne moussebomber (1 stor og 2 små) på hver kage og lad dem tø op i køleskabet i 2-3 timer.

Pynt kagerne med crispy pearls og spiselige stedmoderblomster.

Hvis du ikke har lavet passionsfrugtmousse kan du pynte kagerne med blendet mælkechokolade vendt i guldstøv og rød skovsyre som på billederne længere oppe.

cookiekager


 

Krakelerede vandbakkelser med chokoladecremeux og solbærmarmelade – choux aux craquelin


krakelerede vandbakkelser

Krakelerede vandbakkelser med chokoladecremeux og solbærmarmelade – det er vel også en slags fastelavnsboller? Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind, hvilket også giver anledning til at bage (og spise) mange flere krakelerede vandbakkelser resten af februar.

Krakelerede vandbakkelser er slet ikke så kompliceret som det lyder – det er egentlig bare en almindelig vandbakkelsedej med en tynd cookie på toppen, der revner når den bliver bagt. De både smager helt fantastisk med den sprøde cookie på toppen, og så ser det altså noget så fint ud.

Vandbakkelserne kan også sagtens gøre det ud for en lækker dessert – måske til valentinsdag på tirsdag? Så ville jeg dog nok servere 2 vandbakkelser per mand – 1 er absolut ikke nok.

Nu vil jeg ud i køkkenet og bage fastelavnsboller til den store guldmedalje – intet mindre end 40 stk faktisk. Så der er nok at se til.

Rigtig god søndag til jer alle – og masser af søde kram fra Pilen <3

choux aux craquelin opskrift

Tip 1: Du skal første fylde vandbakkelserne lige inden servering, da de ellers bliver bløde, hvis de står for længe.

Tip 2: Hvis du ikke skal spise dem alle med det samme opbevares de bedst ved stuetemperatur med et viskestykke over sig – de skal ikke i en lufttæt beholder. Hvis de bliver en smule bløde kan de varmes ved 200 grader i få minutter, så bliver de sprøde igen.

Tip 3: Hvis du får en akut trang til vandbakkelser og derfor ikke har tid til at vente til næste dag med chokoladecremeuxen, så pisk lidt flødeskum med lidt vaniljekorn og flormelis, og sprøjt det i vandbakkelserne ovenpå solbærsyltetøjet.


INGREDIENSER (8 stk)

30 g ristede afskallede hasselnødder, grofthakket
8 tsk solbærmarmelade

Chokoladecremeux

2/3 blad husblas
110 g god mælkechokolade med 40 % kakao (hvis du bruger en med 36%, så brug 120 g)
85 g sødmælk
85 g piskefløde
2 æggeblommer
25 g sukker

Vandbakkelser

75 g vand
35 g smør
lidt salt
15 g sukker
45 g hvedemel
1 sammenpisket æg

Cookie

45 g hvedemel
45 g rørsukker
35 g smør

FREMGANGSMÅDE

Chokoladecremeux

Læg husblas i blød i rigeligt koldt vand. Hak chokoladen fint og hæld den i en skål. Pisk æggeblommer og sukker i en skål, og varm mælk og fløde op i en gryde til lige under kogepunktet. Hæld den varme fløde lidt efter lidt over æggeblandingen mens der røres rundt og hæld derefter det hele tilbage i gryden, hvor det varmes op til 85 grader ved svag varme, under omrøring. Tag gryden af varmen med det samme temperaturen rammer 85 grader, tilsæt den afdryppede husblas og rør rundt.

Hæld blandingen gennem en sigte over chokoladen. Rør fra midten af skålen med en dejskraber så blandingen begynder at samle sig indtil det hele er blandet.

Sæt en stavblender i skålen ved at føre den skråt ned i blandingen (på den måde undgår du luftbobler) og kør cremen igennem med stavblenderen. Hæld cremen i en skål og læg husholdningsfilm ned på overfladen af cremen og stil den på køl minimum 12 timer.

Vandbakkelser

Varm vand, sukker salt og smør op i en gryde til smørret er smeltet og blandingen begynder at koge. Tag gryden af varmen og hæld melblandingen i, og rør godt rundt med en træske. Sæt gryden tilbage på varmen mens du rører energisk i et par minutter.

Hæld dejen i en skål og lad den afkøle let. tilsæt ægget – kun lidt af gangen – mens du stadig rører godt rundt i dejen (her skal bruges nogle armkræfter). Tilsæt først mere æg når al ægget er blevet optaget af dejen. Rør dejen ensartet, så den lige slipper grydeskeen – men den må ikke være for flydende!

Hæld dejen i en sprøjtepose med en stor rund tylle og sprøjt runde kugler ud på et stykke bagepapir (ca 4-4,5 cm i diameter).

Cookie

Ælt ingredienserne til dine cookie-dejen godt sammen og rul den tyndt ud (ca 2 mm). Udstik runde cirkler på 5 cm og placer dem forsigtigt på toppene af vandbakkelserne.

Bag vandbakkelserne ved 180 grader traditionel ovn i 40-45 min – husk ikke at åbne døren undervejs. Du kan kigge til dem når der er gået ca 35 min.

Lad vandbakkelserne køle af inden du forsigtigt skærer toppen af med en savtakket kniv.

Fyld chokoladecremeuxen i en sprøjtepose med en rose-tylle. Fyld 1 tsk solbærmarmelade i bunden af vandbakkelserne og drys lidt hakkede hasselnødder ovenpå. Sprøjt en rose langs kanten på vandbakkelsen og placer toppen ovenpå. Drys med lidt solbærstøv og server straks.

fastelavnsboller vandbakkelser


 

Kransekage macarons med passionsfrugtganache


kransekage macarons

Så blev det til årets sidste opskrift fra Pilens Køkken – her får i mit bud på en lækker lille kransekage petit four der både er nem at lave, ser smuk ud og smager fantastisk. Kransekage macarons beklædt med guld og lagt sammen med en lækker passionsfrugtganache med mælkechokolade – et lækkert alternativ til det traditionelle kransekagetårn.

(mere…)

Tærte med hasselnøddefrangipane, krydderier og mælkechokolade cremeux


hasselnøddefrangipane

Hasselnødder og mælkechokolade er et evigt godt makkerpar hvis du spørger mig – især når de får selskab at lidt kanel og en sprød mørdej som i tærten her. Den smager lidt af jul med krydderierne, men jeg vil nu vove at påstå at denne tærte med hasselnøddefrangipane sagtens kan serveres hele året rundt. Bare fordi den er så ualmindelig lækker.

(mere…)

Mazarinlagkage med hindbær og saltkaramelganache


lagkage

Denne mazarinlagkage med hindbær og saltkaramelganache var en af kagerne jeg serverede for min familie til fødselsdagsfejring i går – og jeg kan vist roligt sige at den var en succes. Kombinationen af den saftige mazarinkage, de syrlige hindbær og den søde og salte karamel var intet mindre end fantastisk – og det bliver bestemt ikke sidste gang at denne kage kommer på menuen.

(mere…)

Kanelmazarin med kaffeganache og karamelliserede hasselnødder

kanelkage med chokoladeganacheI kender den nok – den klassiske kanelkage i en bradepande med kaffeglasur på toppen? På trods af at jeg har et lidt anstrengt forhold til de store skærekager, som oftest kan blive ret tørre og kedelige, så har jeg altså en svaghed for kanelkage. Derfor har jeg pimpet den klassiske kanelkage og lavet en luksus udgave som hverken er kedelig eller tør – heller ikke dagen efter. Denne udgave er lækker svampet, snasket og fyldt med chokolade, marcipan og nødder. Lige som jeg bedst kan lide mine kager.

(mere…)