
Så er det vidst tid til en fredagskage – og en forårsagtig en af slagsens. Det trænger jeg i hvert fald til efter julens krydrede og lidt mere tunge kager. Selvom de nu også er gode.
I dag byder jeg på en sød og frisk blondie med pistaciekerner, lime, basilikum og limemousse på toppen. Kagen her er virkelig en skøn forårskage, som ikke mindst er en fryd for øjet med de flotte grønne farver. Jeg forestiller mig især at den vil gøre sig godt på et påskebord.
Lime, hvid chokolade, pistacie og basilikum smager simpelthen så godt sammen, og hvis du er lidt bange for basilikum i kage, så kan du sagtens undlade det. Men jeg lover altså at det smager virkelig godt!
Kagen er nem at bikse sammen og kan med fordel laves i god tid. Blondie’en skal nemlig helst have lov til at sætte sig på køl natten over. Og det samme gælder for limemoussen.
Jeg håber at i alle har fået en god start på 2017 – min har stået på masser af tid i køkkenet og kagebagning. Bare fordi det er januar skærer jeg altså ikke ned på desserterne.
Rigtig god weekend til jer alle – og masser af søde kram fra Pilen <3

INGREDIENSER (6 pers)
Blondie
150 g smør
150 g hvid chokolade
2 æg
110 g sukker
fintrevet skal af 2,5 lime
40 g usaltede pistacienødder
75 g hvedemel
Basilikumsukker med pistacie
30 basilikumblade (ca 10 g)
6 spsk sukker
30 g grønne pistacienødder
10 g smør
Limemousse
1 blade husblas
0,75 dl piskefløde
50 g græsk yoghurt
40 ml limesaft
fintrevet skal af 1/2 lime
30 g sukker
FREMGANGSMÅDE
Blondie
Pisk æg og sukker til det er lyst og luftigt. Smelt smør og hvid chokolade ved svag varme og vend det i æggemassen. Sigt hvedemelet (hold 1 tsk tilbage) og vend det i blandingen. Hak pistacienødderne groft og vend dem med det sidste mel. Vend pistacienødder og limeskal i dejen og hæld det i en kvadratisk form (20*20 cm) foret med bagepapir. Bag blondie’en ved 180 grader traditionel ovn i ca 25-30 min. Tjek med en nål at kagen er gennembagt.
Lad kagen køle helt af i køleskabet natten over.
Limemousse
Læg husblas i blød i rigeligt koldt vand i ca 10 min. Varm limesaft og sukker op i en gryde til kogepunktet og hæld det gennem en sigte i en skål. Smelt husblassen i den varme limesaft og lad det svale til stuetemperatur. Tilsæt fintrevet limeskal.
Pisk fløden til et let skum og vend det med græsk yoghurt. Rør forsigtigt ca 1 spsk af skummet ud i den stuetempererede limesaft og vend herefter limesaften forsigtigt i flødeskumsblandingen. Fordel moussen i små halvkugle silikoneforme (3 cm) og sæt dem i fryseren natten over.
Basilikumsukker med pistacie
Blend basilikum, sukker og pistacienødder til en fin blanding i en minihakker. Smelt smørret i en gryde og pensl forsigtigt lidt smør på overfladen af den afkølede blondie. Fordel nu basilikumsukkeret ovenpå kagen og pres det sammen. Skær kagen ud i aflange stykker der passer med at ca 4 moussebomber kan placeres på hver stykke (ca 3*12 cm).
Løsn moussebomberne fra silikoneformen og placer 4 bomber ovenpå hvert stykke kage. Lad moussen tø i køleskabet ca 1 time inden servering.
