
En lille (stor) nyhed herfra – der er en der skal være storesøster



Sådan en lille Carla kan virkelig vende og op ned på hverdagen og ens liv – sådan fra den ene dag til den anden. Heldigvis på den mest fantastiske og kærlighedsfyldte måde <3

Dagen i dag siger uge 37 – det vil sige at der nu er 3 uger til termin, og til at vi skal møde vores lille pige. Sidst jeg skrev en opdatering her på bloggen, fortalte jeg lidt om min sygemelding og hvor langt vi var med indkøbene. Der er sket en del siden sidst, så jeg tænkte at det var på tide med en opdatering her en lille måneds tid inden termin.

Et lidt mere personligt indlæg herfra med en lille status på babybulen, og hvad jeg får tiden til at gå med. I dag er der lige præcis 2 måneder til at vores lille mini efter planen skal komme til verdenen – og jeg må indrømme at vi begge begynder at blive lidt utålmodige herhjemme. Udelukkende fordi vi glæder os så utrolig meget til at møde vores lille pige, og starte vores tilværelse som en lille familie.
Babybulen vokser derudaf og jeg har lidt svært ved at tro at hun endnu skal vokse til dobbelt størrelse før hun kommer ud til os. For helt seriøst så begynder det at blive ret så tungt at slæbe rundt på, og mange ting begynder at blive mere eller mindre besværlige. Men det er det hele værd, for jeg nyder også at mærke liv i maven og det er nu hyggeligt at kunne mærke hende slå kolbøtter derinde.
Vi er så småt begynde at kunne krydse nogle ting af på vores meget lange baby indkøbsliste – men vi tager det lidt af gangen, og har ikke så travlt endnu. Der er styr på de store ting som barnevogn, seng osv. – og så tager vi de sidste småting til januarudsalget. Det er også lidt hyggeligt at kunne nusse om det, og gøre tingene klar lidt af gangen.
Jeg har desværre ikke haft den nemmeste graviditet, da jeg har været plaget af utrolig mange plukkeveer og bækkensmerter – i ret lang tid nu. Hvilket også har resulteret i at jeg er blevet sygemeldt fra starten af december og resten af graviditeten, da jeg er virkelig hæmmet af de smerter jeg har. Derudover skal jeg virkelig sørge for at slappe af, så plukkeveerne ikke bliver så voldsomme.
Det betyder også at aktivitetsniveauet er på et minimum, og det er virkelig begrænset hvor meget min krop kan holde til i løbet af en dag. Hvilket jeg synes er lidt hårdt, da jeg jo er vant til at være meget aktiv og have mange bolde i luften – men heldigvis er jeg nu nået dertil hvor jeg kan begynde at nyde afslapningen lidt mere. Og så prøver jeg bare at nyde julehyggen og at have tid til at mærke mini i maven.
Og i sidste ende er det det hele værd, for jeg kan slet ikke vente til februar og til at møde vores lille pige. Og ikke mindst til at dele det hele med min bedste ven og kæreste <3
