Luksus træstammer med rom


luksus træstammerGodmorgen derude på søndag en lidt halvmørk søndag morgen – puuuh jeg synes det er lidt hårdt at skulle op i dag. Jeg var i biografen i går og det blev lidt sent før vi kom hjem. Og så er det altså bare lidt hårdere at komme op om morgenen når det stadig er mørkt. Sådan en dag ville jeg især ønske at der stod en bøtte af disse luksus træstammer til mig når jeg kommer hjem fra arbejde i eftermiddag. De er lækre snaskede og fyldt med chokolade, brownie, marcipan og god rom. Ene og alene gode sager – ingen tørre kagerester, men masser af luksus brownie. Det gør træstammerne ualmindeligt gode – og enhver chokoladeelskers drøm.

Træstammerne serverede jeg til Bas Under Buen i Sommers på Godsbanen, hvor jeg serverede kaffe og kage med Analogisk kaffe. Det var SÅ hyggeligt, og så fedt at servere en masse søde sager for en masse skønne mennesker! Det håber jeg snart at jeg får mulighed for igen.

Og faktisk lige siden i sommers har der været stor efterspørgsel på opskriften på disse luksus træstammer – problemet var bare lidt at jeg måske have slummet den lidt. Og smagt til undervejs. Og så er det altså lidt svært at angive en nøjagtig opskrift. Men nu fik jeg endelig lavet dem igen, så jeg kan bringe en opskrift til jer.

Såååå, her er den. God fornøjelse med træstamme-produktionen – og ikke mindst spisningen bagefter. Jeg lover at disse luksus træstammer gør en glad helt nede i maven <3

Dejlig søndag og chokoladekrammer fra mig!

hjemmelavede træstammer


INGREDIENSER (10-12 stk)

Trøffelmasse

300 g brownie rester (bagt af denne brownie uden hvid chokolade)
2 spsk hindbærmarmelade
50 g revet marcipan
1,5-2 spsk god rom (jeg brugte stroh, men de er også testet med en god Zacapa rom)
1 spsk kakaopulver
50 g smeltet mørk chokolade

Overtræksmarcipan og pynt

200 g marcipan
15 g glukosesirup
100 g flormelis
100 g mørk chokolade
Frysetørrede brombær eller hindbær

FREMGANGSMÅDE

Bræk brownien i mindre stykker og rør den godt sammen med hindbærmarmelade, marcipan, rom, kakaopulver og smeltet chokolade (jeg bruger spartlen på min røremaskine) – til en ensartet blanding. Sæt blandingen på køl 1 times tid, så den ikke er alt for blød at arbejde med. Lav imens overtræksmarcipanen.

Ælt marcipan, flormelis og glukosesirup til en ensartet blanding. Lad den hvile i en pose ved stuetemperatur indtil trøffelmassen er klar.

Rul marcipanen ud til en aflang pølse á ca 40-45 cm. Rul den nu flad med en kagerulle, så den bliver ca 9-10 cm bred. Læg marcipanen til side. Rul trøffelmassen til en lang pølse med en diameter på ca 2,5 cm (og ca 40 cm lang), og hvis det er meget fedtet kan du drysse lidt flormelis på bordpladen. Løft forsigtigt pølsen over på midten af marcipanbåndet og rul marcipanen om pølsen – husk at gøre bordpladen ren for trøffelmasse inden du ruller den lange træstamme sammen! Skær det overskydende marcipan forsigtigt væk, så den lukker tæt om trøffelmassen. Skær med en meget skarp kniv træstammer ud af ca 5 cm længde og sæt dem på køl 1/2-1 time, så de ikke er for bløde.

Smelt (og evt temperer) chokoladen. Dyp enderne af træstammerne i chokoladen og rul herefter enderne i frysetørrede bær. Sæt træstammerne på køl indtil servering. Velbekomme!

træstammerTip! Du kan sagtens lave dobbeltportion af trøffelmassen – den kan nemlig fryses. Og så passer en dobbeltportion ca med en hel brownie. Det overskydende overtræksmarcipan kan også gemmes til en anden gang.

Tip! Hvis du ikke gider at lave overtræksmarcipan, kan du også vælge den nemme løsning og rulle små trøffelkugler som du triller i frysetørrede bær.


 

3 Comments on Luksus træstammer med rom

  1. Lene T
    21/11/2016 at 08:31 (7 år ago)

    Stroh rom?

    Svar
    • Pilenskoekken
      21/11/2016 at 08:36 (7 år ago)

      Hej Lene 🙂

      Det lyder også som noget stærkt noget hvis der så kom samme mængde i – når man bruger stroh rom (eller generelt rigtig rom) er det vigtigt at man smager det til, så det ikke bliver for stærkt. Hvis træstammerne skal serveres for børn kan man sagtens bruge rom essens, som ikke er så kraftig i smagen.

      Kærlige Hilsner,
      Camilla

      Svar

1Pingbacks & Trackbacks on Luksus træstammer med rom

  1. […] g rørsukker 1 vaniljestang 4 dl sødmælk 2,5 dl piskefløde 200 g frossen romkuglemasse frysetørret […]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *