Archive of ‘Brød’ category

Brioche hotdogbrød


hotdogbrød

Hjemmelavede hotdogs med hele molevitten – ja tak! Hjemmebagt brioche hotdogbrød, øko pølser, syltede røgløg og friterede løgringe og kapers – så har vi altså en vinder. Vi nød denne kombi både sidste søndag og igen i går. Og jeg kunne sagtens spise en omgang igen i morgen.

Men det som indlægget her skal handle om, det er faktisk brødet. De der halvtørre kedelige brød man køber i supermarkedet, de gør altså ikke noget godt for sådan en hotdog. Nej tak – men de her smørfyldte brioche hotdogbrød, det er en helt anden sag. De er simpelthen så ualmindelig lækre og så får de lejligheden til at dufte skønt af smørbagt brød. Haps!

Når vi nu alligevel er igang med de der hotdogs, så kan man jo lige så godt gøre det ordentligt. Og det kræver altså ordentligt brød. Så gør lige dig selv den tjeneste og prøv de her brioche hotdogbrød næste gang der står hotdogs på menuen – jeg lover at du ikke kommer til at fortryde det. Og at du højst sandsynligt aldrig kommer til at købe hotdogbrød i supermarkedet igen.

Brødene er super nemme at lave – og alt efter hvor god tid du har kan du både koldhæve dem eller droppe det med køleskabet. Bare læs i mine tips nede i bunden, hvordan du gør hvis du ikke har tid til at koldhæve brødene.

Er der nogen der skal have hotdogs i aften? Så inviterer i bare, for herhjemme står den på rugbrød.

God lørdag og masser af hotterkram, Pilen <3

brioche hotdogbrød


INGREDIENSER (12 stk)

20 g gær
3,5 dl sødmælk
2 tsk salt
2 spsk sukker
650-750 g hvedemel
2 æg
150 g blødt smør

sødmælk eller sammenpisket æg til pensling

FREMGANGSMÅDE

Lun mælken så den er fingervarm. Rør gæret ud i den lune mælk sammen med salt og sukker. Tilsæt nu 300 g hvedemel og rør det ud i mælken, så der ikke er nogen klumper. Tilsæt æggene en ad gangen og rør dem ud i dejen. Tilsæt nu 300 g hvedemel mere og rør det hele godt sammen. Tilsæt smør i tern lidt efter lidt og ælt det ind i dejen til der ikke er store smørklumper tilbage.
Tilsæt det sidste mel (det er ikke sikkert at du skal bruge det hele) imens der æltes indtil dejen lige akkurat slipper siderne af røreskålen. Dejen skal stadig være let klistret. Dejen skal æltes i 8-10 min.
Sæt dejen til hævning et lunt sted i 1 time.

Slå dejen sammen og hæld den i en meldrysset skål. Dæk skålen med film og sæt dejen i køleskabet i 8-12 timer.

Tag dejen ud af køleskabet og del dejen i 12 lige store stykker. Rul hver dejklump til en aflang pølse og tryk den let flad. Placer de aflange hotdogbrød på 2 bageplader med bagepapir – husk luft imellem brødene. Lad brødene efterhæve lunt i ca 1 time.

Pens brødene med lidt sødmælk eller et sammenpisket æg, og bag en plade af gangen ved 210 grader traditionel ovn i ca 14 min – de skal blive gyldne og lyde let hule når du banker dem under bunden.

Lad brødene køle let af inden de flækkes.

Tip 1 – brødene kan godt laves på forhånd og så lunes inden servering.

Tip 2 – brødene kan sagtens fryses. Det er testet og de er stadig fantastisk bløde og saftige når de lige bliver lunet igen.

Tip 3 – Hvis du ikke har tid til at koldhæve bollerne springer du bare dette trin over – men så skal dejen hæve lunt i 1,5 time i første omgang i stedet for 1 time.

hjemmelavede hotdogs


 

Bløde koldhævede chokoladeboller


chokoladeboller

Er der noget bedre end nybagte boller med smør? Den er i hvert fald svær at slå, når bollerne er lækre bløde, smørfyldte og proppet med kardemomme og store stykker mørk chokolade. Jeg skal i hvert fald ikke have sådan en portion liggende – den forvinder ALT for hurtigt. Ned i min mave.

Forleden skrev Jonas til mig, da han var ude med nogle kammerater, at han pludselig havde fået en kæmpe trang til chokoladeboller. Så da jeg kom hjem sidst på aftenen skyndte jeg mig at sætte en dej over, så jeg kunne overraske ham med lækre nybagte chokoladeboller næste morgen. Og jeg lyver vist ikke når jeg siger at jeg blev ret så populær – andet ville da vist også have været underligt. Haps, hvor var de bare gode!

Hvis du ikke har tid eller tålmodighed til at koldhæve bollerne kan du også sagtens lave dem på kortere tid – der står et tip lidt længere ned til hvordan du så skal gøre.

Disse chokoladeboller er perfekte til en kop kaffe, til morgenmad eller bare når lækkersulten melder sig. Skynd dig i køkkenet og sæt en dej over – jeg lover du bliver populær.

Kærlige og chokoladefyldte kram, Pilen <3

Tip! Hvis du ikke har tid til at koldhæve bollerne, kan du bruge 25 g gær og lune mælken til den er fingervarm inden du rører gæren ud i. I stedet for at hæve dem natten over skal de blot hæve 1 time i første omgang, og derefter efterhæve 45 min efter de er formet.

img_1328


INGREDIENSER (9 stk)

10 g gær
1,5 dl sødmælk
100 g blødt smør
1 æg
1 spsk sukker
½ tsk salt
1 tsk kardemomme
350 g hvedemel
100 g mørk chokolade, grofthakket

1 sammenpisket æg til pensling

FREMGANGSMÅDE

Rør gæren ud i mælken sammen med sukker og æg. Tilsæt 200 g hvedemel og rør det sammen til en klistret masse. Tilsæt det resterende mel, smør, kardemomme og salt, og ælt dejen i ca 5 min. Tilsæt grofthakket chokolade og ælt hurtigt dejen igennem så chokoladestykkerne fordeles i dejen – uden at chokoladen bliver varm.

Hæld dejen i en meldrysset skål dækket med husholdningsfilm og stil den i køleskabet natten over – ca 12 timer.

Tag dejen ud af køleskabet og lad den temperere i et lunt rum i ca 1 time.

Form 9 runde boller af dejen og lig dem med ca 2 cm afstand på en bageplade, så de vokser lidt op af hinanden. Lad bollerne efterhæve 1 time.

Pensl bollerne med æg og bag dem i ca 14-15 min ved 220 grader traditionel ovn.

img_1324


 

Ølandsboller med solsikkekerner og havreflager


ølandsboller

Der er ikke noget der slår nybagte boller til morgenmad – slet ikke når bordet ellers byder på koldt smør, lækker ost, kaffe og lidt chokolade. Så er morgenmaden reddet.

Disse boller bagte jeg til en brunch med to af mine veninder som jeg har en lille madklub med. Vi holdte sammenskudsgilde, hvor vi hver især medbragte noget til morgenbordet. Og jeg stod for morgenbrødet i form af disse lækre ølandsboller med solsikkekerner og havreflager – saftige, sprøde og luftige. Lige som et godt brød skal være hvis du spørger mig.

Hvordan du nyder bollerne er helt op til dig – men husk lige at tage en bid kun med smør inden du topper med alverdens lækker ost og chokolade. For selvom ost og chokolade er rigtig lækkert, så er der intet der slår en nybagt bolle med smør. Haps!

God weekend og masser af kram med et strejf af hjemmebag <3

koldhævede boller


INGREDIENSER (12 stk)

4,5 dl koldt vand
1 dl yoghurt (fx A38) – hvis du har en surdej kan du også bruge denne i stedet for yoghurt
10 g gær
1 spsk sukker
1 tsk salt
150 g groft ølandshvedemel
ca 400 g hvedemel (måske lidt mere eller mindre – der er stor forskel på hevdemel)

solsikkekerner
havreflager

FREMGANGSMÅDE

Rør vand, yoghurt, sukker og gær sammen. Tilsæt ølandshvedemel og salt, og rør det godt rundt. Tilsæt melet, lidt ad gangen mens du ælter dejen (helst på en røremaskine) – dejen skal være ret våd, men den samler sig efter 10-15 min. Ælt dejen godt i ca 15 min indtil dejen samler sig om dejkrogen – lav evt en glutentest ved st strække dejen mellem fingrene. Den skal gerne blive helt tynd uden at gå i stykker. Læg et låg eller husholdningsfilm over skålen og stil den til hævning i køleskabet i minimum 12 timer.

Tag dejen ud af køleskabet, og lad den temperere i ca 1 time.Forvarm ovnen til 250 grader med en bageplade i ovnen.

Hæld solsikkekerner på bordpladen så de ligger tæt i en stor firkant (ca 30*40 cm). Hæld dejen ud ovenpå solsikkekernerne og drys lidt mel på toppen af dejen. Tryk forsigtigt med en kagerullen dejen lidt flad og form den til en stor firkant. Drys grovhvalsede havreflager på toppen og skær 12 aflange boller ud med en dejspartel (del i 4 på det korte led og 3 på det lange led). Fordel bollerne på 2 stykker bagepapir, og ret dem evt til, hvis de er blevet lidt deforme af at blive flyttet til bagepladen.

Skub forsigtigt bagepapiret over på den varme bageplade og bag bollerne ved 250 grader traditionel ovn i ca 15-18 min – til de er gyldne og sprøde. Spray evt lidt vand ind på siderne af ovnen i starten af bagningen for at gøre bollerne ekstra sprøde.

Lad bollerne køle lidt af inden de skæres over og nydes lune med smør, ost eller nutella.


 

Fastelavnsboller med nougat, vaniljecreme og hasselnødder


fastelavnsboller med nougat

Det er vidst aldrig for tidligt at begynde på fastelavnsbollerne – jeg føler faktisk næsten at jeg er kommet lidt sent igang i år, på trods af at der er en måned til fastelavn. Men man bliver jo simpelthen så lækkersulten af at se alle de fastelavnsboller på instagram.

Jeg elsker fastelavnsboller – sådan som i VIRKELIG meget! Især den gammeldags fyldte version er min favorit. Sidste år lavede jeg gammeldags fastelavnsboller med vaniljecreme og remonce, som virkelig var et hit. I år har jeg videreudviklet opskriften, og lavet denne lækre version af fastelavnsboller med nougat, vaniljecreme og ristede hasselnødder – og jeg er fan!

Billederne taler for sig selv – der bliver ikke sparet på fyldet. Dette kan dog godt resultere i et par boller hvor fyldet gerne vil flyde ud. Jeg var dog heldig med kun to boller på afveje – men det må man altså tage med når man gerne vil have så meget creme i som muligt. Og det vil man jo gerne.

Jeg har toppet bollerne med en mørk chokoladeganache, der passer skønt til det søde fyld. Er du helt tosset med glasur propper du selvfølgelig bare det på bollerne. Men den der ganache er altså lækker – som i at jeg dypper bollerne i resten af ganachen, eller spiser den som nutella på nybagt brød. Det er min indsats mod stop-madspild-kampagnen.

Gør jer selv den tjeneste og forkæl jer selv og familien med nybagte fastelavnsboller – jeg lover at i bliver populære derude.

God torsdag og masser af søde kram fra Pilen <3

fastelavnsboller med vaniljecreme gammeldags fastelavnboller


INGREDIENSER (12 stk)

Bolledej
20 g gær
1,5 dl sødmælk
100 g blødt smør
1 æg
1 spsk sukker
½ tsk salt
½ tsk kardemomme
300-350 g hvedemel

Vaniljecreme
3 æggeblommer
40 g sukker
2 spsk maizena
1 vaniljestang
3 dl sødmælk

Fyld

75 g blød nougat af god kvalitet (fx Summerbird)
50 g ristede afskallede hasselnødder, grofthakket

Chokoladeganache

100 g mørk chokolade
80 g piskefløde
20 g glukosesirup

Pynt

finthakkede ristede hasselnødder
crispy pearls (evt vendt i lidt guldstøv)
rød skovsyre

FREMGANGSMÅDE

Vaniljecreme

Start med vaniljecremen så den kan nå at køle af.
Varm mælk og vaniljekorn og vaniljestangen op i en gryde til lige før kogepunktet.
Pisk sukker, æggeblommer og maizena i en skål.
Fisk vaniljestangen op af gryden og hæld forsigtigt mælken ned til æggeblandingen mens der piskes. Når alt mælken er tilsæt hældes det hele tilbage i gryden og det varmes op ved medium varme under konstant omrøring. Bliv ved med at røre indtil cremen tykner.
Tag cremen af varmen og hæld den i en skål. Dæk hurtigt cremen med film helt tæt ned til cremen så der ikke dannes skind eller kondens. Sæt cremen på køl.

Bolledej

Varm mælken så den er lillefingervarm, og rør gæren ud i.
Tilsæt de første 200 g hvedemel, og rør det sammen.Tilsæt herefter blødt smør, æg, sukker, salt og kardemomme og rør det hurtigt sammen.

Tilsæt nu lidt efter lidt resten af melet imens der æltes – det er ikke sikkert at alt melet skal bruges. Dejen skal være klistret, men så den lige akkurat slipper skålens sider eller dine hænder.
Lad dejen hæve i 45 min – 1 time, til dobbelt størrelse.

Samling og bagning

Skær nougaten i 12 stykker. Rul dejen tyndt ud dog skær dejen i 12 kvadrater. Fyld ca 1,5 tsk vaniljecreme, en klump nougat og 1 tsk hakkede ristede hasselnødder . Sørg for at lukke hullerne så godt som muligt, og placer bollen på en bageplade med lukningen ned af. Lad bollerne efterhæve i ca 30 min.
Pensl bollerne med sammenpisket æg, og bag dem ca 15 min ved 200 grader alm ovn. Hold øje med dem – de skal blive let gyldne. Køl dem helt af inden de pyntes.

Chokoladeganache

Hak chokoladen groft og smelt chokoladen over vandbad eller i mikroovnen. Varm fløde og glukosesirup op til lige under kogepunktet og hæld det over chokoladeblandingen. Rør fra midten af skålen med en dejskraber med små hurtige bevægelser til blandingen samler sig til en blank ganache. Hæld ganachen i en dyb skål der passer med at en bolle kan dyppes deri.

Dyp toppen af bollerne i ganachen og pynt med hakkede hasselnødder, crispy pearls eller hvad du nu har liggende i køkkenskabet.

Nyd dem allerhelst samme dag som de er bagt.

fastelavnsboller

Indlægget indeholder affiliatelinks!


 

Grove snurrer med flødeost og bacon


Grove snurrer

Selvom jeg snart er færdig med at være studerende, så er jeg stadig fan af hurtige og nemme frokostløsninger der kan tages med på farten. Indrømmet, jeg er utrolig dårlig til at spise frokost hvis jeg har gang i for meget – især når jeg står i køkkenet en hel dag og smager på søde sager. Og her er disse grove snurrer med flødeost og bacon perfekte – nemme lige at lune i ovnen eller tage med i hånden på vej ud af døren.

Jeg har set flere lave pestosnurrer rundt omkring, og jeg har ladet mig inspirere af de salte snurrer. Her er pestoen dog skiftet ud med en lækker cremet flødeost med basilikum – toppet med lidt bacon og soltørrede tomater. Virkelig en lækker kombination der sagtens kan gøre det ud for en frokost med et par grøntsagsstænger eller et stykke frugt ved siden af.

Jeg har tilføjet lidt grahamsmel, så snurrerne bliver mere mættende – men smørret har jeg altså ikke udeladt. Det giver nemlig en super dejlig og svampet dej, som minder lidt om en fødselsdagsbolle. Jeg er fan!

Hvis i mangler lidt nyt til madpakken, så foreslår jeg at i bager sådan en omgang grove snurrer med flødeost og bacon og fryser nogle af dem ned – så er der til madpakken, de dage hvor det skal lidt hurtigt.

Rigtig god onsdag til jer allesammen og vinterkram fra Pilen <3

Grove snurrer med ost


INGREDIENSER (12-14 stk)

30 g gær
3 dl mælk
1 æg
1 spsk sukker
1 tsk salt
100 g blødt smør
200 g grahamsmel
350 g hvedemel

200 g bacon i tern
10 hele soltørrede tomater.
200 g flødeost (jeg brugte en med basilikum og citron, men en pikantost vil sikkert også være et hit)

FREMGANGSMÅDE

Lun mælken til stuetemperatur og rør sukker og gær ud i mælken. Tilsæt ægget og rør det godt sammen. Tilsæt grahamsmel og rør det sammen til en klistret blanding. Tilsæt nu 300 g af hvedemelet og ælt dejen godt i et par minutter. Tilsæt smør og salt og ælt dejen videre i ca 5-7 min. Tilsæt evt lidt ekstra hvedemel her hvis dejen er for klistret – men pas på den ikke bliver for tør.

Hæld dejen i en meldrysset skål dækket med et viskestykke og lad den hæve ved stuetemperatur i ca 1 time.

Steg bacon sprødt og lad det dryppe af på fedtsugende papir. Skær soltørrede tomater i små tern.

Rul dejen ud til et stort rektangel ca 45*35 cm. Smør dejen med flødeost og drys med bacon og soltørrede tomater. Fold dejen 1/3 ind over sig selv på langs, og fold den sidste 1/3 ind over igen, så du har 3 lag. Rul nu dejen ekstra flad og lidt længere på det korte led – uden at presse fyldet ud. Skær nu strimler på det andet led af ca 3 cm tykkelse – ca 12 stk i alt.

Skær hver strimmel igennem på langs, men lad et lille stykke forblive sammenhængende i den ene ende. Tag nu de to strimler og sno dem om hinanden (dette kan godt give lidt fedtede fingre – men vi skal jo ikke gå ned på ost vel?), og bind en knude af den snoede dejstrimmel. Sørg for at enden ligger i bunden, så de ikke går løs under bagningen.

Placer snurrerne på to bageplader beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve tildækket i ca 45 min.

Pensl snurrerne med æg (eller mælk) og bag dem ved 200 grader i ca 15-20 min. Nyd dem lune, eller varm dem kort i ovnen inden servering.

Tip! Hvis du ikke skal spise dem alle med det samme kan de fryses mens de stadig er lidt lune – på den måde holder de sig friske og saftige. Og så kan de lunes i ovnen igen kort inden servering.

Grove snurrer med soltørrede tomater


 

Juleboller med appelsin og nougat surprise


juleboller med nougat

Vi nærmer os så småt december måned, og herhjemme er der allerede godt gang i julebagerierne. I dag har jeg både bagt juleboller og æbleskiver, alt imens julemusikken har kørt for fuld skrue. Disse juleboller gemmer på marcipan, appelsinskal, kardemomme og en midte af flydende nougat. Ja, du hørte rigtigt – flydende nougat! Seriøst det er for lækkert. det er næsten lige som at få lille gave når man skærer bollen over – og med et godt lag smør på den lune bolle så er jeg altså lidt i himlen.

(mere…)

Nordisk pizza med kartoffel og grønkål


hjemmelavet pizza

Pizza er en evig favorit herhjemme – især fordi fyldet kan varieres i en uendelighed, og fordi man kan lave både bund og fyld lige som man bedst kan lide det. Og så er det heldigvis virkelig nemt at lave en sprød og lækker pizza selv. Denne nordiske pizza er smurt med hvidløgsolie og toppet med tynde kartoffelskiver, en lækker oksespegepølse, rosmarin, Arla Essens Digekrone ost, grønkål og tomat. Virkelig en lækker og smagfuld kombination!

(mere…)

Grove bagels med jalapenos og cheddar

IMG_8917
Jeg har længe gerne villet lave mine egne bagels, men har gang på gang udskudt det fordi jeg frygtede at det var alt for bøvlet. Endelig fik jeg taget mig sammen – og resultatet blev helt fantastisk. Og så var det slet ikke så omfattende som jeg troede. De blev bløde, saftige og med en sej skorpe – ligesom en bagel er bedst. (mere…)

Ramsløgspesto og pestosnegle

IMG_6923

Lige nu spirer ramsløgene for fuld kraft i Risskov her i Aarhus, og man er slet ikke i tvivl når først man træder ind i skoven, for lugten af hvidløg er virkelig gennetrængende. Men det er jo oplagt at tage en tur i skove og plukke en håndfuld med hjem til brug i køkkenet. Ramsløg kan bruges i madlavning som en erstatning til hvidløg eller andre krydderurter, og så pynter det virkelig også med sin fine grønne farve.

(mere…)

1 3 4 5 6