Nougat brownie med hasselnødder – en saftig og virkelig lækker brownie der både egner sig godt til kaffen, eller som dessert sammen med en god vaniljeis. Hvis du er vild med brownie, vil jeg varmt anbefale dig at prøve denne her.
Hvis du er chokoladeelsker, er du sikkert også vild med brownie – hvilket jeg virkelig godt forstår. For der er altså bare noget virkelig lækkert over den helt simple kage, der byder på en intens chokoladesmag og en saftig og kompakt konsistens.
Jeg elsker klassisk brownie, men det er også dejligt at kunne eksperimentere lidt med chokoaldetyper og andet fyld. Denne gang var det en rest nougat fra julen der blev tryllet ned i denne her brownie – nougaten bidrager med en skøn smag af ristede hasselnødder. Og sammen med den mørke chokolade undgår man at nougaten tager over og bliver for sød – lige som jeg foretrækker det.
Har du også en rest nougat fra jul eller påske, som du ikke ved hvad du skal bruge på, så vil jeg varmt anbefale denne brownie.
God bagelyst og søde kram, Pilen <3
Prøv også min brownie med karamelganache eller min mørke brownie med mælkechokolade og hasselnødder
Nougat brownie med hasselnødder
Ingredienser
- 4 æg
- 75 g brun farin
- 175 g sukker
- 110 g god mørk chokolade
- 150 g blød nougat (gerne af god kvalitet, hvor hasselnøddesmagen er tydelig – jeg bruger fx nougat fra Summerbird)
- 175 g smør
- 110 g hvedemel
- 1 stor spsk kakaopulver
- 1/2 tsk flagesalt
- 40 g ristede og afskallede hasselnødder, hakket groft
- 90 g mørk chokolade, hakket groft
Sådan gør du
- Smelt smørret i en gryde ved svag varme. Hak chokoladen (de 110 g) og skær nougaten i mindre stykker. Tag gryden af varmen og kom nougat og chokolade ned til det smeltede smør – rør rundt til chokolade og nougat er smeltet sammen med smørret. Stil til side.
- Pisk æg, brun farin og sukker til det er lyst og luftigt.
- Vend nougat-chokolade-smørret i æggesnapsen forsigtigt med en dejskraber.
- Sigt mel og kakaopulver og vend det i dejen, så der ikke er nogen klumper. Rør også salt i dejen.
- Vend til sidst 50 g af den grofthakkede chokolade i dejen, og hæld dejen i en 22*22 cm kvadratisk form foret med bagepapir (eller alternativt en stor rund springform ca 24-26 cm i diameter).
- Drys med hakkede hasselnødder og de sidste 40 g hakket chokolade på toppen af kagen.
- Bag kagen ved 180 grader traditionel ovn i ca 25 min – kagen må gerne virke lidt ubagt (selvfølgelig ikke helt rå) i midten. Lad kagen køle af ved stuetemperatur og lad den sætte sig helt i køleskabet natten over.
Mia
03/06/2021 at 12:32 (4 år ago)Så lækker! Kommer bestemt til at lave den en gang til på et tidspunkt! 🙂