Fødselsdagslagkage med konditorcreme, chokolade og hindbærmarmelade


fødelsdagslagkage

Fødselsdagslagkage med konditorcreme, chokolade og hindbærmarmelade – helt klassisk og rustikt, men vanvittig lækkert! Især når lagkagen består af hjemmebagte lagkagebunde med mandler, en god vaniljefyldt konditorcreme, frisk og syrlig hindbærmarmelade og masser af god mørk chokolade.

Denne fødselsdagslagkage skal serveres i weekenden, når vi skal fejre Carlas fødselsdag. Men når jeg skal lave kage til ca 20 mennesker, så er det altså lige rart at teste herligheden først, så man er sikker på at den bliver som man lige vil have den. Det er i hvert fald en fordel, når man som jeg, er ret så perfektionistisk. Jeg hader at servere noget jeg ikke er 100 % tilfreds med – men heldigvis er der jo ikke noget skidt ved at skulle teste et par lagkager. Så det har jeg spist masser af den sidste uges tid.

Jeg har egentlig aldrig gjort mig så meget i at bage klassiske lagkager, da jeg synes at det kan være en ret kedelig kage. Men når man som her selv laver en hindbærmarmelade med masser af syrlighed fra citronen og en god konditorcreme med masser af vanilje, og til sidst propper en ordentlig portion god mørk kvalitetschokolade i lagkagen – ja så er den absolut ikke kedelig.

lagkage

Hvis du også står og skal fejre fødselsdag, så er en klassisk lagkage jo altid et hit. Jeg ved i hvert fald at det er noget der hitter i min familie – både hos de ældre, store og små. Den klassiske fødselsdagslagkage går man aldrig helt galt med.

Rigtig god bagelyst og fødselsdagsfejring til jer der har sådan noget i vente.

Masser af søde bagekram herfra – Pilen <3

fødelsdagslagkage
klassisk lagkage

Fremgangsmåden til lagkagebundene har jeg fundet inspiration til hos AnneMette, som jo er lidt af en ekspert når det kommer til lagkager.

INGREDIENSER (10 pers)

Konditorcreme
2 blade husblas
4 æggeblommer
90 g sukker
40 g maizena
1 fed vaniljestang
4 dl sødmælk
3 dl piskefløde

Hindbærmarmelade
200 g frosne hindbær
90 g sukker
saft og skal af 1/2 øko citron
0,5 tsk rød melanin + 5 g sukker

Lagkagebunde med mandler
120 g hvidt sukker
4 æg
90 g hvedemel
25 g ristede mandler
3/4 tsk bagepulver

Chokoladeganache
90 g mørk chokolade
45 g piskefløde

Fyld og pynt
1/2 bakke friske hindbær
1/2 bakke friske blåbær
80 g finthakket mørk chokolade
chokoladespåner af mørk chokolade
chokoladekugler vendt i guldstøv
rød skovsyre.

FREMGANGSMÅDE

Konditorcreme
Læg husblas i blød i rigeligt koldt vand.

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Mas kornene med lidt af sukkeret og kom vaniljestangen i en gryde. Pisk æggeblommer, sukker og vaniljesukker kort sammen. Pisk maizenaen i til en ensartet blanding. Tilsæt 0,5 dl af mælken og og rør det sammen.

Hæld de resterende 3,5 dl mælk i gryden sammen med vaniljestangen og varm det op til lige under kogepunktet. Hæld den varme mælk over æggeblandingen mens du pisker, og hæld derefter det hele tilbage i gryden igen.

Varm cremen op til kogepunktet ved medium-kraftig varme mens du hele tiden pisker. Når cremen bobler og er tyknet koges den videre mens du pisker godt i den i 1-2 min. Tag cremen af varmen. Vrid husblassen fri for vand og hæld den i gryden. Rør husblassen godt ud i den varme creme, og hæld cremen i en skål. Dæk overfladen af cremen med et stykke husholdningsfilm og stil den på køl, til den er helt køleskabskold – minimum 4 timer.

Hindbærmarmelade
Hæld hindbær, citronskal- og saft og rørsukker i en gryde og bring det i kog. Lad det småsimre ved medium varme i ca 10 min. Rør de sidste 10 g sukker + melanin sammen og hæld det i gryden mens du rører. Kog det videre i ca 1 minut inden du hælder din hindbærmarmelade på et skoldet glas. Køl den helt ned.

Lagkagebunde med mandler
Del æggene i blommer og hvider. Hak mandlerne fint – det behøves dog ikke være helt så fint som mandelmel.

Pisk æggeblommer og 110 g af sukkeret helt lyst og cremet. Pisk æggehviderne luftige i en anden skål – når de er blevet hvide og skummende tilsættes de resterende 10 g sukker lidt af gangen mens du pisker videre. Pisk hviderne til de er helt stive.

Bland hvedemel og bagepulver og sigt det. Vend det i æggesnapsen (æggeblommer + sukker). Vend 1/3 af de stive æggehvider i dejen (den er ret fast på nuværende tidspunkt) – sørg for at dejen bliver helt ens før du vender yderligere 1/3 af æggehviderne i dejen. Vend det godt sammen uden at slå luften ud af dejen. Vend nu de ristede mandler i dejen inden du vender den sidste 1/3 æggehvide i dejen. Når dejen er luftig og ensartet hældes den i en 20-22 cm springform med bagepapir i bunden.

Bag lagkagebunden i ca 25-30 min ved 180 grader varmluft. Tjek med en pind at den er helt gennembagt – men bag den kun til der ikke hænger dej ved pinden (den skal jo ikke blive tør). Vend springformen på hovedet når den kommer ud af ovnen og lad kagen køle af i 30 minutter med bunden i vejret. Vend springformen om efter 30 min og lad den køle helt af ved stuetemperatur.

Flæk herefter kagen i 3 lagkagebunde med en savtakket kniv. Hvis du ikke skal bruge bundene med det samme kan du lægge et stykke bagepapir mellem hver bund og pakke bundene godt ind i en lukket plastikpose – så kan de sagtens holde sig til dagen efter.

Samling af kagen
Fortsættelse af konditorcreme: Fjern vaniljestangen fra den kolde vaniljecreme. Pisk den kolde vaniljecreme godt igennem, så der ikke er nogen klumper. Pisk også de 3 dl fløde til let flødeskum. Vend flødeskummet i vaniljecremen af to omgange og hæld den færdige konditorcreme i en sprøjtepose med en stor rund tylle.

Placer den første bund på et serveringsfad. Smør et godt lag hindbærmarmelade på bunden og drys med halvdelen af den finthakkede chokolade. Sprøjt halvdelen af konditorcremen ud på lagkagebunden og placer endnu en lagkagebund ovenpå. Gentag proceduren med hindbærmarmelade, hakket chokolade og konditorcreme og top med den sidste lagkagebund. Stil lagkagen i køleskabet i minimum 1 time – gerne 2-3 timer.

Chokoladeganache
Smelt chokoladen over vandbad. Varm fløden op til lige under kogepunktet og hæld den over chokoladen mens du konstant rører i blandingen. Rør indtil det samler sig til en blank ganache.

Hæld chokoladeganachen over den kolde kage og brug evt en paletkniv til at jævne ganachen ud så den kommer helt ud til kanterne og evt “drypper” lidt ned langs kagen.

Pynt
Pynt kagen med chokoladespåner, friske bær og chokoladeperler vendt i guldstøv. Top evt med lidt rød skovsyre. Server kagen mens chokoladeganachen stadig er flydende.

fødelsdagslagkage


9 Comments on Fødselsdagslagkage med konditorcreme, chokolade og hindbærmarmelade

  1. Stine
    09/03/2019 at 08:00 (5 år ago)

    Du skriver i bundopskriften at man skal tage ‘de 10 G sukker’ – hvor står de i indgredienslisten? Skal man trække det fra de 120 der skal piskes med blommerne?
    Og kan man undlade mandler og i så fald skal det erstattes med alm mel i samme mængde? På forhånd tak

    Svar
    • pilenskoekken90
      09/03/2019 at 19:20 (5 år ago)

      De skal bare tages af de 120 g. 🙂

      Svar
  2. Rikke
    01/11/2019 at 13:35 (4 år ago)

    Kan man lave lagkagen en dag inden den skal spises?

    Svar
    • pilenskoekken90
      02/11/2019 at 18:06 (4 år ago)

      Sagtens – men saml den gerne tidligst aftenen før – hvis den står alt for længe kan man risikere at bundene bliver alt for bløde og våde 🙂

      Svar
  3. Pia Brokmann
    20/02/2020 at 10:24 (4 år ago)

    Hej Kan jeg godt ligge kagen sammen dagen før? Altså om aftenen og lave den færdig næste formiddag? Mvh Pia

    Svar
    • pilenskoekken90
      09/03/2020 at 19:10 (4 år ago)

      ja det kan du sagtens – sørg dog for at samle den i en springform med kageplast, så den holder formen natten over 🙂

      Svar

3Pingbacks & Trackbacks on Fødselsdagslagkage med konditorcreme, chokolade og hindbærmarmelade

  1. […] Er du mere til helt klassisk lagkage, så hop herover og find opskriften på fødselsdagslagkage med mandelbunde, konditorcreme og […]

  2. […] du skal holde fest, så prøv også nogle af mine lagkager – fx en klassisk fødselsdagslagkage eller en […]

  3. […] Fødselsdagslagkage med konditorcreme og hindbær […]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *