Juleboller med remonce, nougat og kanelsukker


Lækre og fyldte juleboller med en skøn smag af appelsin, kanel, marcipan og nougat – alt sammen noget der bare smager af JUL. Selve bollen minder jo mest af alt om en fastelavnsbolle, der bare er fyldt med julekrydderier. Men helt ærligt, så er det jo virkelig ærgeligt at fastelavnsboller kun skal nydes den ene gang om året, for det smager jo vanvittig godt med sådan en lækker fyldt bolle. Så hermed får i min juleversion af fastelavnsbollen.

Julebollerne består af en blød bolledej smagt til med appelsinskal og kardemomme, og så er bollerne fyldt med en skøn hasselnødderemonce og nougat. Til sidste er bollerne penslet med en sukkerglace og rullet i kanelsukker. Jeg siger jer det er lækkert, og bollerne forsvandt virkelig hurtigt herhjemme!

Nyd bollerne med en kop varm kakao eller et glas gløgg og kom rigtig i julestemning <3

God bagelyst – søde kram, Pilen <3

Hvis du laver julebollerne eller nogle af mine andre opskrifter, så tag mig endelig på instagram med #pilenskøkken eller @pilenskoekken. Jeg vil så gerne se dine køkkenkreationer <3

juleboller

Tip! Hvis alle bollerne ikke skal nydes samme dag, så vent med at glace og rulle dem i kanelsukker, som der ikke skal spises. De kan ikke lunes igen når de først er glacet og rullet i sukker.


INGREDIENSER (12 stk)

Bolledej

20 g gær
1,5 dl sødmælk
100 g blødt smør
1 æg
1 spsk sukker
½ tsk salt
1 tsk stødt kardemomme (eller knuste kardemommefrø, hvis du har det)
1/2 tsk ægte kanel
fintrevet skal af 1 øko appelsin
350 g hvedemel

Fyld

75 g marcipan
75 g sukker
75 g blødt smør
50 g ristede og afskallede hasselnødder

80 g blød nougat

Sukkerglace

50 g vand
35 g sukker

Kanelsukker

75 g sukker
1 tsk kanel

FREMGANGSMÅDE

Bolledej

Varm mælken så den er lillefingervarm, og rør gær og sukker ud i mælken.
Tilsæt æg, kardemomme, kanel, appelsinskal, salt og hvedemel og ælt dejen godt sammen et par minutter.

Tilsæt smørret i små tern mens du ælter dejen og alt smørret er inkorporeret i dejen. Ælt dejen i yderligere et par minutter til den slipper skålens sider – dejen skal være blank på overfladen.

Lad dejen hæve i 45 min – 1 time, til dobbelt størrelse.

Fyld

Lav remoncen ved at ælte marcipan og sukker godt sammen. Tilsæt nu smørret og ælt det sammen til massen er ensartet.

Blend hasselnødderne groft og ælt dem ind i remoncen.

Skær nougaten i 12 lige store stykker.

Samling og bagning

Drys en bordplade med lidt hvedemel – endelig ikke for meget, da dejen gerne skal kunne klistre. Slå dejen sammen på bordpladen.

Rul dejen ud til et rektangel på ca 30*40 cm og skær dejen i 12 kvadrater – pas på ikke at bruge for meget mel her, da det ellers vil gøre det sværere at lukke fastelavnsbollerne. Fyld 1,5 tsk remonce på midten af hvert dejstykke og en klump nougat. Luk først de 4 hjørner og saml derefter alle hullerne på bunden og sørg for at dejen er klistret nok til at det lukker helt tæt.  Læg bollen emd samlingen nedad og rul forsigtigt, så bollen bliver rund.

Placer bollerne på to bageplader med bagepapir med lukningen ned af. Lad bollerne efterhæve i ca 45 min.

Pensl bollerne med sammenpisket æg, og bag dem i ca 13 min ved 200 grader alm ovn. Hold øje med dem – de skal blive let gyldne. Køl dem let af inden de pyntes.

Sukkerglace og kanelsukker

Hæld sukker og vand i en gryde og giv det et opkog – lad det småkoge i 5 min.

Bland kanel og sukker i en skål.

Pensl bollerne med sukkerglacen så både toppen og siderne bliver dækket – pensl en bolle af gangen og rul den traks i kanelsukker, så det klistrer fast til sukkerglacen. Gentag med alle bollerne, og nyd dem gerne mens de stadig er lidt lune og nougaten er flydende.

juleboller


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *