Gullasch – lækker opskrift på ungarsk gullasch med kartoffelmos


gullasch
Hvis der er noget jeg bare elsker om vinteren, så er det altså simreretter i alle afskygninger. Det er indbegrebet af vaskeægte comfortfood – i samme kategori som snaskede pastaretter, risotto og pizza. Men nu skulle det jo ikke handle om pasta og pizza, men i stedet om denne her VIRKELIG lækre gullasch som vi nød for et par uger siden. Den smagte simpelthen så lækkert, at jeg tænker den snart skal på menuen igen.

Denne gullasch er holdt rimelig klassisk – men den har alligevel fået et ekstra skud gulerødder, peberfrugt og champignon. Både for at snige lidt ekstra grønt i retten, men også fordi det smager skønt og fylder lidt ekstra i retten.

Kartoffelmosen har jeg ikke en opskrift på, da det altid er Jonas der står for den – hans kartoffelmos er nemlig den bedste der findes. Men jeg synes i skal nyde denne lækre gullasch med jeres yndlings kartoffelmos/rodfrugtmos eller hvad i nu foretrækker. Og så giv gerne retten et ordentligt skud frisk timian på toppen. Det smager nemlig virkelig lækkert!

Rigtig god fornøjelse i køkkenet – søde kram, Pilen <3

ungarsk gullasch


INGREDIENSER (4-6 pers)

olivenolie og smør til stegning
600 g oksekød (gullaschtern)
1 stort zittauerløg
2 fed hvidløg
1 rød peberfrugt
5 gulerødder
3 spsk tomatpuré
1 dåse hakkede tomater
7 dl okseboullion (gerne en god en af slagsen)
1,5 spsk sød paprika
1 tsk spidskommen
3 kviste frisk timian
2 laurbærblade
250 g brune champignon
1 dl piskefløde
2 tsk salt
1 tsk sukker
et nip hvidvinseddike
friskkværnet peber

Tilbehør: kartoffelmos og frisk timian

FREMGANGSMÅDE

Hak løg og hvidløg. Skær gulerødderne i skrå skiver, peberfrugten i strimler og champignonerne i kvarte.

Hæld rigeligt olivenolie og en klat smør i en stor tykbundet gryde. Varm gryden op til maksimal varme og brun kødet i gryden – gerne af to omgange, så kødet får en stegeskorpe og ikke begynder at koge. Tag kødet og evt kødsaft fra og hæld det i en skål.

Tilsæt ekstra olie og smør i gryden og skru lidt ned for varmen. Svits løg og hvidløg sammen med paprika og spidskommen et par minutter til løgene bliver klare og krydderierne bliver brændt af. Hæld kødet tilbage i gryden sammen med tomatpuré, hakkede tomater og okseboullion. Tilsæt laurbærblade og frisk timian og bring det hele i kog. Når retten koger, så skru ned for varmen og læg låg på gryden. Lad retten simre 1 time.

Efter 1 time tilsættes gulerødder og peberfrugt og retten simrer yderligere 45 min.

Varm en pande gode op med både olie og smør – sørg for at panden er så varm som den kan blive. Hæld champignonerne i panden og svits dem godt så de bliver brune og stegte på alle sider.

Når din gullasch har simret i i alt 1 time og 45 minutter tilsættes champignon, piskefløde, salt og peber. Bring retten i kog med fløden, og smag til med lidt sukker og hvidvinseddike.

Server din gullasch med kartoffelmos og frisk timian på toppen.

gullasch opskrift


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *