Kardemommesnurrer – de bedste bløde kardemommesnurrer med marcipan


kardemommesnurrer

Disse kardemommesnurrer er seriøst gode – en lækker og smørblød dej fyldt med remonce af marcipan, sukker, smør og knuste kardemommefrø. Som der i øvrigt også er i dejen. For knuste kardemommefrø må man altså ikke gå ned på, når der skal bages kardemommesnurrer!

I går fik jeg en ustyrlig trang til at bage og spise kardemommesnurrer – måske fordi jeg gang på gang bliver bombarderet med billeder af kardemommesnurrer fra Juno bageriet som jeg følger på instagram. I hvert fald besluttede jeg mig for at det lige var et projekt jeg kunne klare henover aftensmad og putning – og jeg siger jer at det var det hele værd. Hurra for spontan-bagning en tirsdag aften.

Hvis du ikke kender kardemommesnurren, så er det nok fordi den er lidt overset i forhold til den populære kanelsnurre. Hvilket egentlig er lidt synd, for kardemommesnurren er simpelthen så lækker – hvis altså man er vild med kardemomme. Og det er jeg altså i stor stil – så i denne variant er der både kardemomme i dejen, i remoncen og lidt ekstra på toppen. Jeg var bange for om det ville blive for meget, men det er det absolut ikke. De blev lige som jeg havde håbet. Og eftersom at Jonas spiste 3 styk på mindre end 10 minutter, så blev de vidst også mere end godkendt af ham. Om der er andre der får lov at smage tvivler jeg på – for de forsvinder altså virkelig hurtigt herhjemme.

Rigtig god bagelyst – søde kram, Pilen <3

Hvis du er vild med snurrer så har jeg også en lækker opskrift på kanelsnurrer her og en frisk variant på snurrer med citron og birkes her.

kardemommesnurrer kardemommesnurrer


Du skal bruge knuste kardemommefrø til opskriften – her kan du både bruge frøene fra hele kardemommekapsler hvor du befrier dem fra kapslerne og støder dem i en morter. Det nemmeste er dog at købe hele kardemommefrø uden kapsler (fx fra Santa Maria) og støde dem selv i en morter. Stødt kardemomme duer ikke til opskriften her da det slet ikke giver den samme intense kardemommesmag.

INGREDIENSER (18 stk)

Gærdej
30 g gær
3 dl sødmælk
2 spsk sukker
1 æg
600 g hvedemel
1/2 tsk salt
1,5 tsk knuste kardemommefrø
100 g blødt smør

Fyld
1 spsk knuste kardemommefrø (10 g)
100 g marcipan
200 g sukker
200 g blødt smør

1 æg + et nip salt + 1 tsk koldt vand til pensling
Perlesukker
knuste kardemommefrø

Sukkerlage
50 g vand
35 g sukker

FREMGANGSMÅDE

Varm sødmælken i en gryde til den er lillefingervarm. Rør gær og sukker ud i mælken til gæret er opløst og tilsæt ægget. Hæld hvedemel, kardemomme og salt i skålen og ælt dejen kort sammen. Tilsæt det bløde smør og ælt dejen ved medium hastighed i ca 5 min til den er blank og skinnende. Lad dejen hæve tildækket ved stuetemperatur i ca 1 time.

Hæld dejen ud på en meldrysset bordplade og slå den sammen. Rul dejen ud til at stort rektangel på ca 35*60 cm. Ælt marcipan, knuste kardemommefrø og sukker godt sammen. Tilsæt smør og ælt det sammen til en ensartet blanding. Smør remoncen ud på dejen – sørg for at det er fordelt på hele dejen og kommer ud til kanterne.

Fold dejen ind over sig selv på det lange led så du nu har 3 lag og et rektangel på ca 35*20 cm. Rul dejen lidt tyndere så du har et kvadrat på ca 35*30 cm. Skær nu tynde strimler af dejen på det korte led (så strimlerne er 30 cm lange) – de skal være 1,5-2 cm brede. Sno snurrerne ved først at strække din dejstrimmel en smule. Tag herefter fat i din dejstrimmel og sno den to gange omkring din pegefinger og langemand – før herefter strimlen henover snurren og fæstn den under bunden (Se evt med under højdepunkter på min story på instagram, hvor jeg viser hvordan jeg snurrer kardemommesnurrerne).

Placer dine snurrer på to bageplader med bagepapir og lad dem efterhæve tildækket med et viskestykke i ca 45 min.Pisk æg, salt og vand sammen og pensl dine kardemommesnurrer. Drys med lidt perlesukker og ekstra knuste kardemommefrø på toppen.Bag dine snurrerne (en plade af gangen) ved 210 grader traditionel ovn i 12-13 minutter, til de er gyldne og hævet flot op.

Giv vand og sukker et opkog og lad det småkoge i 2 minutter. Pensl de friskbagte kardemommesnurrer med sukkerlagen og lad dem køle lidt af inden de nydes.

kardemommesnurrer


8 Comments on Kardemommesnurrer – de bedste bløde kardemommesnurrer med marcipan

  1. Maya
    10/10/2018 at 13:02 (2 uger ago)

    Mmmm dem må jeg bage. Hvilken hvedemel bruger du?

    Svar
    • pilenskoekken90
      12/10/2018 at 05:33 (1 uge ago)

      Gør det – de er SÅ gode <3 Bruger Finax økologisk hvedemel <3

      Svar
  2. Stine
    11/10/2018 at 15:06 (1 uge ago)

    Hej 🙂 De lyder for lækre. Jeg kan dog ikke se hele teksten i opskriften. Der mangler tekst i højre side. Jeg har prøvet i både Chrome og Explorer.

    Svar
    • pilenskoekken90
      12/10/2018 at 05:32 (1 uge ago)

      Hej Stine – det skulle gerne være fikset nu. Min wordpress driller lidt, men håber det virker hos dig nu <3 søde hilsner, Camilla

      Svar
  3. Maya
    15/10/2018 at 13:03 (6 dage ago)

    Woaw hele mit køkken dufter af kardemomme.
    Men store dele af fyldet er desværre på bagepladen, hvordan undgår jeg, at den lækre remonce flyder sådan ud. Dejen er også knækket, men det må næsten være overhævning her i den varme lejlighed, måske det bare ikke er så godt at bage denne skønne brødkage i varmt vejr.

    Svar
    • pilenskoekken90
      15/10/2018 at 13:11 (6 dage ago)

      Hvis smørret ikke er æltet ordentligt ind i marcipanmassen kan der komme små lommer af smør, som gør at fyldet flyder ud. Måske det er pga dette? Man kan ikke undgå at en lille mule flyder ud, når man kommer så store mængder i. Håber at de alligevel blev lækre <3 🙂

      Svar
  4. Camille
    20/10/2018 at 09:25 (1 dag ago)

    Det DUFTER i hele hytten! Smagen er der, til trods for at meget af fyldet er flydt ud. Tror måske det har noget med hvor stramt snoningerne/snurrerne er lavet.

    Øvelse, øvelse oooog….øvelse

    Svar
    • pilenskoekken90
      21/10/2018 at 05:49 (14 timer ago)

      Det kan både have noget at gøre med hvor stramt de er snoet og om der har været små klumper af smør – de vil nemlig smelte hurtigere og få remoncen til at flyde lidt. Det er næsten umuligt at undgå at lidt af fyldet ikke flyder ud – men jeg håber at de smagte dejligt <3

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *