Mine bedste cookies med chokolade og flagesalt


cookies

Mine bedste cookies med chokolade og flagesalt – sprøde langs kanterne, bløde i midten og fyldt med chokolade. De er super simple at lave, og nydes allerbedst mens de er lune.

Cookiedejen har bedst af at hvile natten over i køleskabet, men den kan sagtens holde sig 3-4 dage på køl. Hvilket er ret så genialt, da man så kan spise friskbagte cookies lige når cookietrangen melder sig. Haps! Du kan også sagtens fryse kugler af cookiedej.

Husk altid at piske alle ingredienserne godt igennem når du laver cookies. Her er det altså vigtigt at være tålmodig og få pisket smør og sukker godt sammen – og herefter sammen med ægget. Det er vigtigt for at få den rette konsistent på dine cookies. Så lov mig lige at du giver den gas med piskeriset, så du får det allerbedste resultat <3

Jeg håber i nyder sommeren derude og har en skøn mandag – søde kram, Pilen <3

chocolate chip cookies

cookies


Tip! Du kan bruge lige den slags chokolade du foretrækker eller flere forskellige slags. Jeg har også prøvet at tilføje en håndfuld salte peanuts, hvilket virkelig også er lækkert!!

INGREDIENSER (8-10 stk)

125 g brun farin
75 g sukker
120 g blødt smør
1 æg, stuetempereret
150 g hvedemel
1/2 tsk bagepulver
1/3 tsk natron
1/2 tsk flagesalt
175 g grofthakket mørk chokolade

FREMGANGSMÅDE

Pisk brun farin, sukker og smør godt igennem til en lys og cremet blanding – sørg for hele tiden at skrabe ned fra skålens kanter så alle ingredienserne bliver pisket med. Det skal piskes i ca 5 minutter inden ægget tilsættes. Tilsæt ægget og pisk igen blandingen til en helt lys, luftig og cremet dej – her skal dejen piskes i yderligere 3-4 minutter.

Bland hvedemel, bagepulver, natron og salt og hæld det i dejen – pisk det hurtigt sammen til en ensartet blanding.

Rør den grofthakkede chokolade i dejen. Stil dejen tildækket på køl i minimum en time – gerne natten over.

Form cookies af ca 65 g – tril dem til kugler. Bag 4 af gangen på en plade, så de ikke flyder sammen. Bag en plade af gangen ved 180 grader traditionel ovn i ca 12-13 min. Kanterne skal blive gyldne og den skal kun lige være bagt i midten. Lad dine cookies køle af på en rist og nyd dem gerne mens de stadig er lune. Alternativt kan de opbevares i en kagedåse.

cookies


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *