Lakridsis med hindbærcoulis

Rundstykker med surdej


Rundstykker med surdej – så bliver det altså ikke bedre. Især hvis du spørger Jonas, for han er altså ret så vild med rundstykker. Især de hvide af slagsen uden alt for meget groft mel i. Til gengæld er han helt tosset med de her rundstykker med surdej, for de er både sprøde, hvide og virkelig luftige.

Hvis der er noget jeg elsker mindst lige så meget som kage, så er det hjemmebagt brød – med masser af smør. Og eftersom at sommervarmen er rigtig god ved min surdej, bliver der selvfølgelig bagt masser af surdejsbrød. Og denne gang – eller rettere sagt de sidste 5 gange – har jeg altså bagt de her rundstykker med surdej. Både fordi de smager virkelig godt, men også fordi de er Jonas’ favorit herhjemme <3

Hvis du også gerne vil kaste dig ud i hjemmebagte rundstykker, så er denne her variant virkelig lækker. Lidt en luksus udgave af den klassiske håndværker, hvilket jo absolut ikke er en dårlig ting.

Rigtig dejlig onsdag til jer alle – søde kram, Pilen <3


Tip 1. Brug rigeligt mel når du hakker rundstykkerne ud og flytter dem over på bagepapiret for at undgå at dejen klistrer og går i stykker. Husk dog at banke bunden fri for mel inden rundstykkerne serveres – det er ikke så lækkert at få en mundfuld mel.

Tip 2. Hvis rundstykkerne skal fryses så bager jeg dem 2-3 minutter mindre (16-17 minutter i alt) – når de skal nydes tøer jeg dem op, og giver dem herefter 4-5 minutter i en 230 grader varm ovn. Så er det fuldstændig som at spise dem helt friskbagte.

INGREDIENSER (12 stk)

450 g lunken vand
2 g gær
130 g surdej
50 g finhvalsede havregryn
500 g hvedemel
14 g salt

blå birkes

FREMGANGSMÅDE

Hæld 425 g af det lunkne vand i en skål sammen med havregryn og hvedemel. Rør det godt sammen så alt melet er vædet og dæk skålen til. Lad blandingen stå 1 time ved stuetemperatur.

Rør gær ud i de resterende 25 g vand. Hæld vand, gær og surdej ned til dejen og ælt den godt igennem på en røremaskine –  4-5 minutter til den slipper skålens sider. Tilsæt salt og ælt dejen igennem i 30 sekunder. Pas på ikke at overælte dejen – den time hvor mel og væske har trukket har været med til at opbygge gluten i dejen, så dejen burde ikke skulle æltes mere end 5 minutter.

Smør en stor bøtte med smagsneutral olie – jeg bruger en stor gennemsigtig boks med låg til. Hæld dejen i bøtten. Væd dine fingre med koldt vand og fold dejen 4 gange på alle fire led. Lad dejen hvile 1/2 time og gentag. Gentag dette yderligere 2 gange med 1/2 times mellemrum, så du i alt har foldet dejen 4 gange. Dæk bøtten med et låg og lad deje stå yderligere 1,5 time ved stuetemperatur. Stil herefter dejen i køleskabet natten over – minimum 12 timer.

Tænd ovnen på 250 grader traditionel ovn og lad ovn og en bageplade blive godt varm i minimum 1/2 time.

Drys en bordplade med rigeligt mel og hæld dejen ud på bordpladen. Træk forsigtigt dejen ud til et rektangel og del dejen med en spatel på det lange led så du nu har to strimler dej. Sørg hele tiden for at have godt med mel i nærheden, da dejen hurtigt klistrer. Drys dejstrimlerne med blå birkes og hak forsigtigt 6 rundstykker ud af hver dejstrimmel med en spatel. Løft forsigtigt rundstykkerne over på to stykker bagepapir, så du har 6 rundstykker på hver plade.

Skub forsigtigt bagepapir med rundstykker over på den varme bageplade og bag en plade af gangen ved 250 grader traditionel ovn i 18-20 minutter til de får en mørk gylden skorpe – sprøjt evt lidt vand i ovnen med en forstøver i starten af bagningen (det gør rundstykkerne ekstra sprøde). Lad dem køle let af inden de nydes.


 

   

2 kommentarer

  • Signe Op.

    Mmmm, de ser lækre ud! De skal da vist bages til weekendens morgenmad 🙂
    Jeg kan i øvrigt virkelig anbefale at investere i et bagestål. Jeg bruger mit h.e.l.e. tiden! For hulan, sådan en fætter bliver varm!
    Nå, men det var et sidespring.. 😉 Tak for opskriften.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pilen

      jeg skal så absolut også have købt enten et bagestål eller en bagesten snart! 🙂

      Rigtig god bagelyst <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lakridsis med hindbærcoulis