Studenterbrød

Mazarinmuffins med rabarber og pistacie


mazarinmuffins

Saftige og søde mazarinmuffins med syrlige rabarber, pistacie og en vaniljeprikket frosting – en lækker og nem lille sommerkage med sæsonens dejlige rabarber. Jeg har givet den god gas med rabarberne i år, både i diverse kager men også som rabarberkompot til morgenmaden. Jeg elsker de syrlige stængler, der virkelig er indbegrebet og smagen af dansk forår, hvis du spørger mig.

Disse små mazarinmuffins smager virkelig skønt – de kan nydes lune med en klat cremefraiche, hvis man er af den utålmodige type. Og ellers er de virkelig også lækre når de nydes køleskabskolde med en vaniljeprikket cream cheese på toppen, som på billederne. Om du gør det ene eller det andet betyder ikke så meget, for jeg er sikker på at disse muffins vil falde i god jord ligegyldigt hvad du gør.

Rigtig dejlig onsdag aften til jer alle – og søde kram, Pilen <3

rabarbermuffins


INGREDIENSER (8 stk)

Mazarinmuffins

150 g marcipan
150 g sukker
150 g blødt smør
3 æg, stuetempererede
80 g hvedemel
50 g usaltede pistaciekerner
200 g rabarber + 1 spsk sukker + 1 tsk hvedemel

Frosting

200 g philadelphia, stuetempereret
75 g blødt smør
100 g flormelis
skal af 1 øko citron
saft af 1/2 citron (ca 2 spsk)

FREMGANGSMÅDE

Mazarinmuffins

Ælt marcipan og sukker sammen. Tilsæt det bløde smør og pisk blandinge godt igennem til det bliver lyst og cremet. Tilsæt æggene, et af gangen, mens du pisker og pisk dejen godt sammen til den bliver tyk, luftig og lys i farven. Sigt hvedemel og vend det i dejen.

Skær rabarberne i små stykker og vend dem med sukker og hvedemel. Hak pistaciekernerne groft. Vend rabarberstykker og pistaciekerner i dejen og fordel dejen i 8 muffinsforme (jeg har brugt silikoneforme). Bag dine muffins ved 180 grader traditionel ovn i ca 25 min.

Lad dine muffins køle af – gerne i køleskab hvis der skal frosting på.

Frosting

Vær obs på at både smør og flødeost er stuetempereret inden du går igang med frostingen.

Pisk smør og flormelis lyst, luftigt og cremet – det er vigtigt at det piskes godt. Tilsæt flødeost og pisk det igennem til en ensartet blanding (ca 30 sek). Tilsæt citronskal og citronsaft og rør frostingen igennem.

Sæt frostingen på køl i ca 1/2-1 time hvis den er meget blød. Top de afkølede mazarinmuffins med frosting og pynt med lidt pistacie og rød skovsyre.

rabarberkage


 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Studenterbrød