Granola med peanutbutter, nødder og chokolade

Studenterbrød


studenterbrød

Studenterbrød er virkelig en oldschool klassiker, der kan smage helt og aldeles fantastisk – især hvis studenterbrødet som her er lavet med en god brownie og smagt til med marcipan, hindbærmarmelade og ægte rom. På en bund af sprød mørdej og toppet med lyserød glasur bliver det ikke bedre.

Du kan også sagtens lave studenterbrød på diverse kagerester, men chokoladesmagen vil ikke blive helt så intens. Hvis du laver trøffelmassen på en god brownie som i opskriften her er du sikret en virkelig saftig trøffelmasse med en skøn smag og konsistens – luksus studenterbrød vil jeg nok kalde det.

Selve studenterbrødene tager ikke lang tid at lave, hvis blot du har brownie på lager. Til gengæld har du nu en god undskyldning for at bage en kæmpe portion brownie, så der både er til at spise og til at lave studenterbrød af.

Rigtig god bagelyst – søde kram, Pilen <3

studenterbrød


Tip! Hvis du ikke har brownie på lager kan du sagtens nå at lave studenterbrødet på en dag alligevel. Start med at bage din brownie og stil den herefter på køl i ca 3 timer, så den sætter sig. Tag herefter brownien ud af køleskabet, og lad den stå ved stuetemperatur i 1 time inden du laver din trøffelmasse.

INGREDIENSER (ca 12 portioner)

Mørdej

60 g flormelis
150 g hvedemel
1 nip salt
80 g koldt smør
1 æggeblomme
1 spsk koldt vand

Trøffelmasse

700 g brownie rester (jeg bagte denne brownie uden chokoladestykker, og det svarer til mængden der skal bruges til trøffelmassen)
100 g marcipan, revet
5 spsk hindbærmarmelade
2,5 spsk rom (jeg har brugt Stroh)
75 g mørk chokolade, smeltet

Hindbærglasur

50 g hindbær
1 spsk citronsaft
1/4 dl vand

250 g flormelis
15 g hindbærsaft
vand

Pynt

frysetørrede hindbær

FREMGANGSMÅDE

Start med at lave din mørdej klar. Hæld hvedemel, flormelis og salt i en skål, og rør det sammen. Skær smørret i små terne og bland det emd de tørre ingredienser. Smuldr smør og de tørre ingredienser med hænderne til det får konsistens som revet parmesan. Tilsæt æggeblomme og vand og saml hurtigt mørdejen – den skal kun lige samles på en bordplade med hænderne og ikke æltes. Pak mørdejen ind i husholdningsfilm og læg den på køl i 1 time. Gør imens trøffelmassen klar.

Sørg for at brownien er stuetempereret inden du rører trøffelmassen sammen. Bræk brownie i mindre stykker og rør det sammen med de resterende ingredienser til trøffelmassen – jeg bruger K-spaden på min røremaskine. Rør indtil du har en ensartet trøffelmasse. Hold lidt igen med rommen og smag til, så du rammer de rom mængde der passer til dine smagsløg. Stil trøffelmassen på køl mens du bager din mørdejsbund.

Rul mørdejen ud på en let meldrysset bordplade – den skal rulles ud til et par millimeters tykkelse. Flyt mørdejen over på en bageplade med bagepapir og skær den ud til et kvadrat på 22*22 cm. Prik bunden med en gaffel og bag den ved 200 grader traditionel ovn i 10-12 min – indtil den er gylden. Lad mørdejsbunden køle helt af.

Kom trøffelmassen ovenpå den afkølede mørdejsbund og brug hænderne til at fordele trøffelmassen så den er jævnt fordelt på bunden. Læg evt et stykke bagepapir på toppen og kør en kagerulle henover for at få en plan overflade. Juster kanterne med en kagespatel. Stil kagen på køl til trøffelmassen er helt gennemkold – ca 1 time.

Blend hindbær, citronsaft og vand. Hæld det gennem en finmasket sigte.

Hæld flormelis i en skål og tilsæt 15 g hindbærsaft. Suppler med en lille mængde vand af gangen indtil du har en tyk glasur – pas på den ikke bliver for flydende.

Top den afkølede kage med glasur og pynt evt med frysetørrede hindbær. Stil kagen på køl i 15 min. og skær den herefter ud i passende stykker.

studenterbrød


 

   

3 kommentarer

  • Det ser jo fuldstændigt overdrevet lækkert ud (det gør alt hvad du bager i øvrigt)! Har du noget bud på, hvor længe kagen holder sig god på køl? Altså tror du den kan holde sig et døgns tid på køl uden at mørdejen bliver kedelig? Tak for en skøn blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pilen

      Kære Pernille – tak for de søde ord <3 Den kan sagtens holde sig et par dage – selvfølgelig er mørdejen mest sprød det første døgns tid, men den kan sagtens spises og smager godt på både 2. og 3. dagen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mange tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Granola med peanutbutter, nødder og chokolade