Karamelmousse med passionsfrugtbomber og peanuts



passionsfrugtbomber

Små solgule kager med karamelmousse, passionsfrugt og peanuts – en virkelig skøn kombination af sødt, syrligt og knas. Perfekte som en fin lille dessert, måske til påskebordet. Desserten består af en lækker karamelmousse med havsalt, syrlige passionsfrugtbomber lavet af passionsfrugtcurd, en sprød bund af peanutkiks og en flot blank glaze af passionsfrugtgélé.

Desserten ser måske lidt kompliceret ud, men det er egentlig ventetiden der er det sværeste. Og så selvfølgelig glazen som godt kan drille lidt – men det er det hele værd når man står med de fine små kager og kan servere dem for kageglade gæster.

Jeg har lavet glazen som en frugtgélé, da jeg synes at en klassisk glaze bliver alt for sød – især når kagen også indholder en sød karamelmousse. Her er frugtglazen altså virkelig skøn, fordi den også bidrager med noget smag og syrlighed til desserten – og så er den jo stadig virkelig smuk at se på!

Jeg tænker at denne karamelmousse med passionsfrugtbomber og peanutkiks vil gøre sig virkelig godt som den søde afslutning til årets påskefrokost. Både på grund af den fine påskegule farve – men også fordi den ikke er så tung, med den syrlige passionsfrugt som både gemmer sig indeni og udenpå kagen. Jeg er sikker på at denne dessert vil være et hit. Især hvis man er til syrlige desserter som jeg er.

Rigtig god fornøjelse med bagningen – og søde påskekram, Pilen <3

Karamelmousse påskedessert


INGREDIENSER (8 stk)

Passionsfrugtcurd

3/4 blad husblas
75 g passionsfrugtsaft uden kerner (ca 6 passionsfrugter)
25 g citronsaft
Fintrevet skal af 1/2 øko citron
90 g sukker
1 æg
40 g koldt smør

Mørdej med peanuts

75 g hvedemel
50 g peanuts, blendede til mel
50 g flormelis
75 g smør
1 æggeblomme

Karamelmousse

3 blade husblas
250 g karamel ( af 1 dåse kondenseret mælk)
3,5 dl piskefløde

Passionsfrugtglaze

passionsfrugtsaft af 7 passionsfrugter
saft af ca 2 citroner
evt lidt vand til at spæde op med.
50 g sukker
4 blade husblas

gul pastafarve

FREMGANGSMÅDE

Passionsfrugtcurd

Læg husblas i blød i rigeligt koldt vand i minimum 15 min.

Hæld citronsaft, passionsfrugtsaft, citronskal og 60 g sukker i en gryde og giv det et kort opkog så sukkeret smelter.

Pisk æg og de resterende 30 g sukker i en metalskål (som kan tåle at komme over vandbad).

Hæld den varme sukkerlage over æggeblandingen i en tynd stråle mens du pisker indtil alt sukkerlagen er tilsat. Stil nu metalskålen over vandbad og varm forsigtigt passionsfrugtcurden op under omrøring mens du pisker – til 65 grader. Tag skålen af varmen.

Vrid husblassen fri for vand og hæld det i skålen så det smelter ud i curden. Tilsæt smør i små tern og rør rundt indtil smørret er smeltet ud i passionsfrugtcurden.

Fuld passionsfrugtcurden i 8 små halvkugleforme (4 cm) i silikone –  og gem evt resten til at snacke. Frys passionsfrugtbomberne ned i minimum 4 timer.

Peanutmørdej

Blend peanuts til fint mel. Bland de tørre ingredienser og tilsæt smørret i små tern. Smuldr smørret i tørre ingredienser indtil det har konsistens som revet parmesan. Tilsæt æggeblommen og saml dejen med hænderne – dejen skal kun lige samles. Bank dejen flad og pak den ind i husholdningsfilm. Læg dejen på køl i minimum 1 time.

Rul dejen tyndt ud på et meldrysset bord og stik 8 bunde ud med en 6-6,5 cm udstikker. Placer bundene på en bageplade med bagepapir og bag bundene ved 200 grader traditionel ovn i 10-12 min – til de er gyldne. Lad bundene køle helt af, og opbevar dem evt i en kagedåse indtil kagerne skal samles.

Karamelmousse

Udblød husblas i rigeligt koldt vand.

Varm karamellen op så den bliver flydende – tilsæt 0,5 dl af fløden, rør det ud i karamellen og varm det godt op.

Vrid husblassen fri for vand og rør det ud i den varme karamel, så det smelter sammen. Lad karamellen svale til lillefingervarmt ( ca 40 grader).

Pisk fløden til et let skum, og rør et par spsk af skummet ud i karamellen. Hæld karamellen over til fløden og vend forsigtigt det hele sammen med en dejskraber – uden at slå luften ud af blandingen.

Hæld moussen i eclipseforme – lad 0,5 cm være tilbage i toppen og stik de frosne passionsfrugtbomber forsigtigt ned i moussen. Sørg for at overfladen er plan og stil moussebomberne i fryseren i minimum 6 timer.

Passionsfrugtglaze

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i minimum 15 min.

Halver passionsfrugterne og skrab kødet ud. Hæld indholdet af passionsfrugterne i en blender og blend kort fyldet for at skille passionsfrugtkernerne fra saften. Hæld fyldet igennem en finmasket sigte, så du kun får den fine passionsfrugtsaft. Spæd passionsfrugtsaften op med citronsaft indtil du har 2 dl saft og hæld igen saften gennem en helt finmasket si, for at undgå klumper.

Hæld frugtsaften og sukkeret i en gryde og varm det op ved medium varme indtil sukkeret er smeltet. Vrid husblassen fri for vand og hæld det ned til saften, så husblassen smelter.

Hæld saften i en høj kande og fjern evt skum på overfladen. Tilsæt lidt ekstra gul pastafarve indtil glazen har en varm gul nuance – tilsæt kun lidt af gangen, da pastafarve er kraftigt.

Lad saften stå og svale ved stuetemperatur til ca 32 grader. Stil ikke saften i køleskabet, men hav tålmodighed – åben evt et vindue i nærheden, så rummet ikke er så varmt, for at fremskynde processen.

Når glazen er nået ca 37 grader kan du begynde at gøre kagerne klar til at overtrække:

– placer 8 peanutkiks på et stort fad eller skærebræt.-
– pop forsigtigt dine karamelmoussebomber ud af silikoneformen og placer dem på en rist med et fad under.

Når glazen er 32 grader hælder du forsigtigt et tyndt lag over alle kagerne. Når du løber tør for glaze fjerner du forsigtigt risten og hælder den overskydende glaze tilbage i kanden. Gentag processen, så kagerne får 5 tynde lag af passionsfrugtglazen, og løft med to paletknive forsigtigt moussebomberne over på hver deres peanutkiks.

Stil kagerne i køleskabet i ca 2 timer til de er tøet helt op. Nyd kagerne samme dag som de er lavet for at undgå at bundene bliver bløde.

påskekage

Frugtglazen er inspireret af dygtige Ditte Julie Jensen og Maja Vase – tak for inspirationen til denne lækre og smagfulde måde at lave glaze på <3


 

11 Comments on Karamelmousse med passionsfrugtbomber og peanuts

  1. Sanne
    21/03/2018 at 19:59 (7 måneder ago)

    Hej Pilen.
    Kan man lave glazen udelukkende med citronsaft, og så bare bruge 2 dl af det? Jeg vil nemlig gerne bruge den på en lemon cheesecake med hvid chokolade.:) Og kan man bruge gul frugtfarve/konditorfarve i stedet for ppastafarve?
    På forhånd tak 🙂

    Svar
    • Pilen
      22/03/2018 at 10:29 (7 måneder ago)

      Du kan sagtens nøjes med citronsaft 🙂 Men brug helst pastafarve da det er meget koncentreret – alm frugtfarve er tyndere og vil derfor også gøre glazen tyndere.

      Jeg gætter på at en portion glaze er nok til en 20 cm springform – man samler jo det op der render af og hælder over igen 🙂

      God bagelyst og søde hilsner, Camilla

      Svar
  2. Sanne
    21/03/2018 at 20:16 (7 måneder ago)

    Lige et tillægsspørgsmål. Til en kage på 20 cm. i diameter, hvor mange portioner glaze, tror du, man skal bruges? 🙂

    Svar
  3. Astrid
    23/03/2018 at 12:27 (7 måneder ago)

    Du laver altså de vildeste kager 😍 tak!! Hvis man ikke har de små forme hvad kunne man så gøre? Lave det i en springform? Og tror du så de otte kager er svarende en alm springform? Hmm problemet er selvfølgelig karamelmidten

    Svar
    • Pilen
      24/03/2018 at 16:00 (7 måneder ago)

      Tusind tak Astrid <3

      Jeg tror godt du kan lave den i en 20-22 cm springform, hvor du sørger for at beklæde bunden med film, så du kan få den fri. Så kan du evt bare gemme de små bomber af frossen passionsfrugtcurd rundt omkring i moussen. Lad mig endelig høre hvordan det bliver hvis du prøver 🙂

      Søde hilsner, Camilla

      Svar
  4. Agnete
    26/03/2018 at 14:52 (7 måneder ago)

    Hej Camilla.
    Hvor ser det altså lækkert ud..
    Jeg ville lige høre hvor stor din form er til Karamel- moussen altså i diameter.

    Svar
    • Pilen
      26/03/2018 at 18:37 (7 måneder ago)

      Kære Agnete

      Tusind tak – formen er ca 7 cm 🙂

      Svar
  5. Tina
    11/05/2018 at 23:43 (5 måneder ago)

    Hej, er igang med opskriften og er sikker på, at det kommer til at blive lækkert sammen 👌🏻 Jeg kan dog se, at du har en lille fejl under ingredienserne til curd’en. Der står kun 90g. sukker, hvor der skulle stå 190g. Og så ville det have været super, hvis der under ingredienserne til glaze’en havde stået, at man skulle bruge gul pastafarve ☺️
    Men kan ikke vente til det er færdigt, det er en super ide du her har fået 👍🏻

    Svar
    • Pilen
      12/05/2018 at 07:06 (5 måneder ago)

      Kære Tina. Tak for din kommentar og beklager fejlene i opskriften – de er rettet nu. Der skal 90 g i jeg har skrevet forkert med de 150 g i fremgangsmåden. Håber resultatet alligevel bliver dejligt ❤️ Søde hilsner, Camilla

      Svar
  6. Emma
    31/07/2018 at 12:11 (3 måneder ago)

    Hej, den glaze du har brugt på billederne er det den samme som opskriften?

    Svar
    • Pilen
      31/07/2018 at 16:35 (3 måneder ago)

      Kære Emma.

      Ja det er præcis den samme som på billederne. Farven kan dog variere alt efter hvor meget pastafarve du tilsætter glazen ❤️

      Søde hilsner, Camilla

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *