Bløde gulerodsbrud med havregryn


gulerodsbrud

Der er intet der slår hjemmebag på en lidt grå og kedelig vinterdag – og slet ikke når den står på bløde og søde gulerodsbrud med smør. Generelt er hjemmebagt brød med smør altid et hit, men lige i mandags havde jeg en ualmindelig stor lyst til gulerodsbrud, så der var ikke andet for end at sætte en dej over.

Disse bløde gulerodsbrud er med havregryn for at give lidt ekstra konsistens og fibre til dejen – men de er stadig bløde, søde og syndige. De kan nydes både som de er eller som en bolle med smør – men de er rigeligt bløde og søde til at de blot kan brækkes i mindre stykker og spises som en lækker snack. Perfekte til madpakken eller til et let mellemmåltid.

Jeg er så småt begyndt at tænke på at fylde fryseren med diverse snacks, gryderetter og selvfølgelig croissanter. Har hørt at det er rart at have en god fyldt fryser, når først mini er kommet til verden – og jeg tænker også at det er rart at have noget lækkert i fryseren at byde eventuelle gæster på. Her kan gulerodsbruddene helt sikkert blive aktuelle!

Hvis du ikke har tid til at lade bollerne hæve så længe som opskriften angiver, så har jeg skrevet et lille tip til hvordan du kan afkorte hævetiden. Men længere hævetid og mindre gær giver altså bedre smag til brødet hvis du spørger mig – så har du tiden til det, vil jeg anbefale at du følger opskriften.

Rigtig dejlig onsdag til jer alle og søde kram, Pilen <3

gulerodsbrud grove gulerodsbrud


Tip! Hvis du ikke har alverdens tid, kan du øge mængden af gær til 25 g og lade dejen hæve 1 time i første omgang og derefter efterhæve 45 min.

INGREDIENSER (10 stk)

1,5 dl sødmælk
1,5 dl vand
12 g gær
1 tsk salt (8 g)
40 g sukker
350 g hvedemel
100 g grovhvalsede havregryn
50 g blødt smør

3-4 gulerødder, groftrevet (ca 200 g)
1 æg
60 g solsikkekerner

FREMGANGSMÅDE

Bland sødmælk og vand så det er lunkent, og rør gæren ud heri til det opløses. Tilsæt sukker, havregryn, salt og hvedemel og ælt dejen sammen. Tilsæt det bløde smør og ælt dejen godt sammen i ca 5 min til den er elastisk og sammenhængende. Dæk skålen med dejen med et viskestykke og lad dejen hæve ved stuetemperatur i 2,5 time.

Drys en bordplade med lidt mel. Riv gulerødderne og vej solsikkekernerne af. Hæld dejen ud på bordpladen med mel og lav en fordybning i dejen. Hæld gulerødder, solsikkekerner og et æg i fordybningen og pak dejen sammen om fyldet. Brug en kniv eller en stor dejspatel til at hakke og folde dejen, så gulerødder, æg og solsikkekerner bliver fordelt i hele dejen – men sørg for ikke at samle dejen for meget, da den gerne skal se lidt rustik ud.

Del dejen i 10 stykker og fordel bruddene på to bageplader beklædt med bagepapir. Lad bollerne efterhæve 45 min. Bag bollerne – en plade af gangen – ved 220 grader traditionel ovn i 13-15 min.

Lad bruddene køle let af inden de nydes som de er eller med koldt smør.

gulerodsbrud


1Pingbacks & Trackbacks on Bløde gulerodsbrud med havregryn

  1. […] også de her lækre gulerodsbrud eller snurrer med flødeost og […]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *