Mazarinkage med chokolade, brombær og konditorcreme


mazarinkage med chokolade

En enkel og ikke desto mindre virkelig lækker søndagskage – en klassisk mazarinkage med brombær, appelsin og chokolade, toppet med en lækker klassisk konditorcreme. Så bliver det ikke bedre og mere klassisk.

Mazarinkagen er lige ud af landevejen og helt klassisk – det samme er konditorcremen, der dog lige kræver nogle timers forberedelse, da vaniljecremen skal køles helt af før den vendes med flødeskum. Men da mazarinkagen også gerne skal sætte sig og blive helt kold, så kan man forberede det meste på forhånd og blot samle kagen inden servering.

Marcipan, chokolade, bær og vaniljecreme kan man næsten ikke gå galt i byen med – så har du lyst til en lækker klassiker med lidt ekstra kræs i form af konditorcreme, så er kagen her en sikker vinder.

Rigtig god bagelyst og søde kagekram, Pilen <3

konditorcreme mazarinkage med konditorcreme


INGREDIENSER (6 pers)

Mazarinkage

100 g marcipan
100 g sukker
100 g blødt smør
2 æg
skal af 1/2 øko appelsin
50 g hvedemel
35 g mørk chokolade, grofthakket
75 g friske brombær

Konditorcreme

2 æggeblommer
25 g sukker
20 g maizena
1/2 fed vaniljestang
2 dl sødmælk
1 dl piskefløde

FREMGANGSMÅDE

Konditorcreme

Varm mælk (minus 0,25 dl) og vaniljekorn og vaniljestang op i en gryde til lige før kogepunktet.
Pisk sukker, æggeblommer, maizena og den sidste 0,25 dl mælk i en skål.

Hæld forsigtigt mælken ned til æggeblandingen mens der piskes. Når alt mælken er tilsæt hældes det hele tilbage i gryden og det varmes op ved medium varme under konstant omrøring. Bliv ved med at røre indtil cremen tykner. Rør godt i cremen mens den bobler og lad den koge igennem et minuts tid under omrøring.

Tag cremen af varmen og hæld den i en skål. Dæk hurtigt cremen med film helt tæt ned til cremen så der ikke dannes skind eller kondens. Sæt cremen på køl i minimum 3 timer – den skal være helt kold.

Inden servering fjernes vaniljestængerne og cremen piskes igennem til den bliver helt lind. Pisk fløden til fast skum og vend fløden i cremen. Hæld cremen i en sprøjtepose med en stor rund tylle og gem den på køl indtil servering.

Mazarinkage

Ælt marcipan og sukker sammen, så der ikke bliver klumper af marcipan i dejen. Pisk marcipan, sukker og blødt smør til en cremet og lys masse. Tilsæt æg, et ad gangen, mens du pisker og pisk dejen lys, luftig og cremet.

Sigt hvedemel og vend det i dejen. Tilsæt appelsinskal og chokolade og rør det i dejen. Hæld dejen i en 16 cm springform med bagepapir i bunden og jævn overfladen. Fordel brombærrene på overfladen af kagen og tryk dem let ned i dejen.

Bag kagen ved 180 grader i ca 25-30 min. Tjek med en pind at kagen er gennembagt.

Lad kagen køle helt af – gerne i køleskab.

Sprøjt små toppe af konditorcreme ud på toppen af den afkølede kage, og pynt med lidt finthakket chokolade, appelsinskal og skovsyre.

mazarinkage


 

9 Comments on Mazarinkage med chokolade, brombær og konditorcreme

  1. Bettina
    21/01/2018 at 20:10 (11 måneder ago)

    Den er bare total flot. 😉🌸
    Jeg tænkte mere at hvis man ikke er så vild med bær i kage, kan man lave den uden eller bliver den så for sød… ???
    Og hvad kunne man evt putte i istedet for.. ?
    Tak for den fedeste blog jeg har været på… dine billeder er fantastiske og super inspirerende… 🌸😊
    Mvh Bettina

    Svar
  2. marianne
    22/01/2018 at 14:39 (11 måneder ago)

    Arrhhh lækkert!lige hvad jeg kunne trænge til her en mandag eftermiddag kl. 14.38 i snevejr 🙂

    Svar
    • Pilen
      22/01/2018 at 15:07 (11 måneder ago)

      Ja jeg ville også ønske vi havde mere af den lækre kage herhjemme 🙂

      Svar
  3. stinna
    23/01/2018 at 20:18 (11 måneder ago)

    Kan kagen laves dagen inden og så stå på køl natten over og toppes dagen efter?

    Svar
    • Pilen
      24/01/2018 at 12:11 (11 måneder ago)

      Kære Stinna.

      Det kan du sagtens – du kan lave vaniljecreme til konditorcremen og selve kagen klar dagen før. På elve dagen vender du så fløden i vaniljecremen og topper kagen med konditorcremen 🙂

      Søde hilsner, Pilen <3

      Svar
  4. susanne
    12/05/2018 at 18:14 (7 måneder ago)

    Hej! Kan jeg lave dobbeltportion i en springform der er 25 cm?
    MVH Susanne

    Svar
    • Pilen
      13/05/2018 at 13:49 (7 måneder ago)

      Ja det tænker jeg sagtens du kan – hold dog øje med bagetiden og læg eventuelt lidt sølvpapir over toppen i slutningen af bagetiden, da den nok skal have en del længere tid for at blive gennembagt i midten 🙂

      Søde hilsner, Camilla <3

      Svar
  5. Sanne
    06/06/2018 at 08:38 (7 måneder ago)

    Hej Pilen.
    Kan du tilfældigvis huske, hvilken størrelse din runde tylle, du har brugt til toppene af konditorcreme på denne kage, har? 🙂
    Bedste hilsner Sanne

    Svar
    • Pilen
      06/06/2018 at 21:04 (7 måneder ago)

      Kære Sanne. Det kan jeg desværre ikke se på tyllen – men den måler ca 1 cm i diameter 🙂

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *