Passionsfrugttærte med mandelkrokant – nytårsdessert


nytårsdessert

Passionsfrugttærte med mandelkrokant – en festlig og lækker bombe af syrlighed og knas, der vil passe perfekt som den søde afslutning på middagen til nytår. De små tærter består af en sprød mørdej, knasende mandelkrokant og en syrlig passionsfrugtcurd, og så smager de intet mindre end fantastisk.

Jeg elsker syrlige og friske desserter, og tærterne her er ingen undtagelse. Hos os skal de serveres som en del af en festlig desserttallerken med en kugle vaniljeis som modspil til syrligheden og måske en mere chokoladetung dessert ved siden af  – bare fordi jeg ved at der kommer chokoladeelskere til nytårsfesten.

Denne passionsfrugttærte er spækket med knas fra mandelkrokanten og syrlighed fra passionsfrugterne – derfor gør den sig allerbedst med et modspil som fx en god kugle cremet vaniljeis. Alternativt kan man jo droppe pynten og toppe tærterne med brændt marengs ligesom disse små citrontærter.

Hvis du vil servere en både frisk og smuk dessert til nytår, så foreslår jeg at du kaster dig ud i disse mini passionsfrugttærter – de er et hit hvis du spørger mig!

Rigtig dejlig nytår til jer allesammen. Jeg håber den bliver hyggelig, festlig og ikke mindst fyldt med god mad.

Søde kram, Pilen <3

passionsfrugtcurd passionsfrugttærte


Tip 1. Det er bedst at samle tærterne om morgenen samme dag som de skal serveres, da de er mest sprøde da. De kan også sagtens spises dagen efter, men er ikke helt så sprøde – men lav dem helst ikke flere dage i forvejen. Både krokant og tærtebunde kan forberedes i god tid, hvis man ikke vil stå med for meget på selve dagen.

Tip 2. Server tærterne med en god kugle vaniljeis som modspil til den syrlige passionsfrugt. Alternativt kan du droppe pynten og toppe tærten med brændt marengs.

Tip 3. Jeg bruger små perforerede tærteringe (6,5 cm) fra valrhona usa – de kan købes her hos Kunst og Køkkentøj.

Tip 4. Hvis du ikke har små tærteforme, vil jeg forslå at du putter 1/2 blad husblas mere i passionsfrugtcurden og laver tærten i en større form på 22-24 cm. Derudover skal den også stå lidt flere timer og sætte sig for at passionsfrugtcurden bliver skærefast.

INGREDIENSER (8 stk)

Mørdej

60 g flormelis
150 g hvedemel
1 nip salt
80 g koldt smør
1 æggeblomme + 1 tsk koldt vand

Mandelkrokant

150 g sukker
100 g ristede mandler
1 nip flagesalt

Passionsfrugtcurd

1,5 blade husblas
150 g passionsfrugtsaft uden kerner (ca 12 passionsfrugter)
50 g citronsaft
Fintrevet skal af 1 øko citron
180 g sukker
2 æg
80 g koldt smør

FREMGANGSMÅDE

Mørdej

Bland mel, flormelis og salt. Tilsæt koldt smør i små tern og smuldr det godt imellem fingrene. Når det har konsistens som revet parmesan tilsættes en æggeblomme, lidt koldt vand og dejen samles hurtigt på køkkenbordet – pas på ikke at ælte dejen for meget. Den skal kun lige samles.

Pak mørdejen ind i et stykke husholdningsfilm eller en pose og læg den på køl i ca 1 time.

Rul dejen tyndt ud på et meldrysset bord og brug en 10 cm udstikker til at stikke 8 runde cirkler ud med. Hvis dejen ikke rækker så saml den hurtigt igen og rul ud – evt med 10 min på køl inden den rulles ud igen hvis den er blevet varm.

Placer 8 tærteringe (6,5 cm) på en bageplade med bagepapir og tryk forsigtigt dejen ned i ringene. Sørg for at dejen kommer godt ud til kanterne nede i tærten. Skær det overskydende af med en skarp kniv langs kanterne. Stil tærtebundene på frys i 10 min eller på køl i 30 min.

Fyld tærterne forsigtigt med et stykke sølvpapir og hæld ris/bønner i bunden. Bag bundene blindt ved 200 grader traditionel ovn i ca 8 min. Tag sølvpapir og bønner op af tærterne og bag dem færdig i endnu ca 5 min. Hold øje med at de ikke får for meget.

Lad tærtebundene køle helt af.

Mandelkrokant

Smelt sukkeret på en pande ved svag varme – vær tålmodig, da karamellen brænder på hvis du skruer for højt op for varmen. Når alt sukkeret er smeltet og har fået en gylden farve hældes mandler og salt på panden og det hele vendes godt rundt.

Hæld krokanten ud på et træskærebræt eller en bageplade beklædt med bagepapir og lad det køle helt af.

Passionsfrugtcurd

Læg husblas i blød i rigeligt koldt vand i minimum 15 min.

Hæld citronsaft, passionsfrugtsaft, citronskal og 150 g sukker i en gryde og giv det et kort opkog så sukkeret smelter.

Pisk æg og de resterende 30 g sukker i en metalskål (som kan tåle at komme over vandbad).

Hæld den varme sukkerlage over æggeblandingen i en tynd stråle mens du pisker indtil alt sukkerlagen er tilsat. Stil nu metalskålen over vandbad og varm forsigtigt passionsfrugtcurden op under omrøring mens du pisker – til 65 grader. Tag skålen af varmen.

Vrid husblassen fri for vand og hæld det i skålen så det smelter ud i curden. Tilsæt smør i små tern og rør rundt indtil smørret er smeltet ud i passionsfrugtcurden.

Samling

Hak mandelkrokanten groft og fordel ca 1 spsk krokant i bunden af hver tærte. Hæld passionsfrugtcurd i tærterne kun lige så krokanten er dækket. Stil tærterne i fryseren i ca 30 min, til det første lag har sat sig nogenlunde. Fyld nu resten af passionsfrugtcurden i tærterne op til kanten, og stil dem på køl i minimum 2 timer indtil curden har sat sig og er blevet kold.

Pynt tærterne med spiselige blomster, lidt krokant og evt lidt glimmer.

passionsfrugtcurd


 

10 Comments on Passionsfrugttærte med mandelkrokant – nytårsdessert

  1. Julie
    28/12/2017 at 15:40 (6 år ago)

    De kager ser fantastiske ud!
    Jeg har dog ikke nok af de små tærteforme (skal lave til 17..), så jeg vil høre, om du tror den kan laves i springform i stedet?
    Bedste hilsner, Julie

    Svar
    • Pilen
      28/12/2017 at 16:08 (6 år ago)

      Kære Julie – tak for den søde kommentar <3

      Jeg tror det bliver svært at lave tærten i en springform, da den har for høje kanter. Hvis du ikke skal servere så meget andet ville jeg nok lave portionen i en tærteform og så tilsætte 1/2 blad husblas ekstra, så passionsfrugtcurden bliver lidt mere fast og dermed kan skæres ud 🙂

      Søde kram, Pilen <3

      Svar
  2. Sofie
    29/12/2017 at 22:42 (6 år ago)

    Ser virkelig lækkert ud! Dem vil jeg prøve til nytårsaften 😍 Pisker du med elpisker eller bare almindeligt piskeris, når du pisker curden over vandbad?

    Svar
    • Pilen
      30/12/2017 at 07:56 (6 år ago)

      Hvor er det dejligt at høre Sofie – de står også på menuen her, og smager SÅ skønt! <3
      Jeg bruger bare en almindelig pisker, når curden piskes over vandbad 🙂

      Rigtig god nytår til dig!

      Søde kram, Pilen <3

      Svar
  3. Alexandra
    30/12/2017 at 09:52 (6 år ago)

    Hej <3 jeg er blevet lidt forelsket i dine fine tærter – men jeg vil også gerne lave den i en tærteform, men hvor stor tror du den skal være? 🙂
    Knus <3

    Svar
    • Pilen
      30/12/2017 at 10:03 (6 år ago)

      Kære Alexandra – det kan jeg godt forstå. de smager også skønt! <3
      Jeg har ikke selv lavet i en stor tærteform, men jeg vil gætte på at en 22-24 cm tærteform nok vil passe meget godt. Den skal nok ikke være meget større. Derudover så tilsæt gerne 1/2 blad husblas mere, da curden ikke er så fast i konsistensen og den derfor vil være svær at skære ud 🙂

      Rigtig god fornøjelse med kagen og godt nytår <3

      Svar
      • Alexandra
        30/12/2017 at 18:32 (6 år ago)

        Det lyder rigtig godt, jeg prøver mig frem! <3
        Godt nytår til dig og dine! 🙂

        Svar
  4. Anne
    28/09/2021 at 09:11 (2 år ago)

    Kan man lave tærteformen dagen før?

    Svar

2Pingbacks & Trackbacks on Passionsfrugttærte med mandelkrokant – nytårsdessert

  1. […] Tip! Er du mere til den helt syrlige variant så foreslår jeg at du kaster dig ud i disse små passionsfrugttærter med mandelkrokant. […]

  2. […] en lille dessert med passionsfrugt – en sprød minitærte med mandelkrokant og passionsfrugtcurd. Den smager helt fantastisk med en kugle vaniljeis på […]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *