Æbleboller med hasselnødder

Gulerodskage med citronglasur


gulerodskage med hasselnødder

Denne her gulerodskage med citronglasur minder mig virkelig meget om min barndom – og især om min farmor. Der var nemlig ofte gulerodskage med citronglasur på bordet når vi var til eftermiddagskaffe hos min farmor – og det der med at komme en syrlig og frisk citronglasur på kagen i stedet for en frosting er altså ikke en hel dum idé.

Den syrlige glasur giver et dejligt friskt modspil til den krydrede kage, og det kan virkelig anbefales hvis ikke du har prøvet det før. Er du mere til en cremet frosting kan du jo også sagtens bruge det – kagen i sig selv smager skønt.

Jeg har brugt hasselnødder i dejen fremfor valnødder som jeg normalt bruger, og det var altså heller ikke en hel dårlig kombination – men du kan selvfølgelig bruge lige de nødder du har liggende i skabet. Eller alternativt tilføje noget tørret frugt hvis du er mere til det. En gulerodskage har nærmest ingen grænser hvad angår kreativitet og fyld.

Hvis du også har lyst til en lidt mere sommerlig udgave af gulerodskagen, så er dette her altså et virkelig godt bud – og det er altså skønt at sidde og spise et stykke kage og nærmest blive taget tilbage til ens barndom og farmors kaffebord. Så mangler kringlen bare – men det bliver måske mit næste projekt ?

Rigtig dejlig søndag til jer og søde kagekram, Pilen <3

gulerodskage med citronglasur

Tip! Hvis du ikke er så meget til glasur kan du bruge cream cheese frostingen fra denne gulerodskage i stedet.


INGREDIENSER (8 pers)

2 store æg
75 g brun farin
125 g rørsukker
30 g lys sirup
150 g hvedemel
1/4 tsk salt
1 tsk bagepulver
1,5 tsk kanel
1 tsk stødt ingefær
1 dl smagsneutral olie
200 g groftrevne gulerødder
60 g grofthakkede hasselnødder

Citronglasur

250 g flormelis
citronsaft (af ca 2 citroner)

Pynt

revet citronskal
grofthakkede hasselnødder

FREMGANGSMÅDE

Pisk æg, brun farin, rørsukker og sirup til en lys og luftig blanding. Rør de tørre ingredienser sammen og sigt dem i æggeblandingen. Vend det hele godt rundt. Tilsæt olien og vend den i dejen. Hæld gulerødder og grofthakkede hasselnødder i dejen og rør det hele godt sammen.

For en 20*20 cm bradepande med bagepapir (alternativt en rund springform på 22-24 cm) og hæld dejen i formen. Bag kagen ved 180 grader traditionel ovn i ca 25 min – tjek med en pind at kagen er gennembagt. Køl kagen helt ned.

Citronglasur

Hæld flormelis i en skål og tilsæt citronsaft lidt ad gangen indtil du får en tyk konsistens på glasuren. Hæld glasuren på den kolde kage og pynt med revet citronskal og ekstra hasselnødder.

gulerodskage


 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Æbleboller med hasselnødder