Ferieplaner - og turen går til.....

Cannelloni med spinat, ricotta og hjemmelavet tomatsovs


cannelloni med spinat og ricotta

Har jeg fortalt hvor meget jeg elsker det italienske køkken? Hvis i har været det mindste i tvivl, så kan jeg fortælle at selvom jeg elsker både det asiatiske, franske og nordiske køkken – så er der i min verden intet der slår italiensk mad. Italiensk mad er indbegrevet af comfortfood med både pasta, risotto og pizza i lange baner. Og denne lækre omgang cannelloni går helt sikkert også ind under kategorien comfortfood.

Disse cannelloni har fået selskab af et cremet fyld bestående af ricotta og spinat og så er de bagt med den bedste hjemmelavede tomatsovs og masser af ost – både mozzarella og parmesan. Man må aldrig gå ned på ost!

Retten er kødfri, men den mætter godt alligevel da det er en ret tung ret med både pasta og rigelige mængder ost. Server retten med en grøn salat og lidt brød – eller spis den som den er hvis du bare trænger til pasta. Og det gør man jo bare nogle gange – ret ofte i mit tilfælde.

Jeg håber at i vil give jer i kast med denne lækre pastaret næste gang der skal pasta på menuen – det er et fantastisk alternativ til lasagne og vil helt sikkert falde i god jord hos både store og små.

Nu vil jeg lade computeren ligge for resten af ugen, da Jonas og jeg drager mod Hamborg i morgen tidlig. Men følg endelig med på både instagram og instastory for små glimt og lækker mad i Hamborg.

God weekend til jer alle – og søde feriekram, Pilen <3

cannellonicannelloni med spinat og ricotta

Tip 1. Du kan både bruge tørrede cannelloni rør eller friske pastaplader – jeg synes de tørrede rør er nemmest at arbejde med, men begge dele smager dejligt.

Tip 2. Jeg skulle hilse og sige fra Jonas at hvis man har mænd eller kærester der helst ikke vil undvære kød, så smager retten også godt med ristet bacon på toppen (bacon er åbenbart løsningen på alt).


INGREDIENSER (4-6 pers)

Tomatsovs

1 stort rødløg
3 fed hvidløg
10 store solmodne tomater
1-2 tsk sukker
1,5 spsk balsamico
5 laurbærblade
2 tsk timian
1/4-1/2 tsk chiliflager
1 god håndfuld frisk basilikum, finthakket
2 tsk flagesalt
peber

Cannelloni

1 stor pakke cannelloni rør (eller alternativt 2 pakker friske pastaplader)

500 g ricotta
400 g frisk spinat
30 g parmesan
hel muskat
salt og peber

2 pakker frisk mozzarella
30-40 g parmesan

FREMGANGSMÅDE

Tomatsovs

Hak løg og hvidløg fint og svits det i en stor gryde i lidt olivenolie til løgene bliver klare. Skær tomaterne i store stykker og hæld dem i gryden til løgene og svits det hele godt igennem til tomaterne begynder at afgive væde.

Tilsæt de resterende ingredienser til tomatsovsen (hold lidt igen med salt og sukker), læg lås på gryden og skru ned for varmen. Lad tomatsovsen simre ved svag varme i minimum 1 time. Smag til med sukker, salt og peber.

Cannelloni

Skyl og hak spinaten fint. Varm en pande op med lidt olivenolie og hæld spinaten på panden (evt af flere omgang alt efter størrelsen på din pande). Rør rundt indtil spinaten falder sammen og hæld spinaten i et dørslag så væden sorteres fra.

Bland spinat og ricotta og rør det godt sammen. Smag til med masser af friskrevet muskatnød, salt og peber.

Hæld lidt tomatsovs i bunden af et ildfast fad. Fyld cannelloni rør med ricottacremen og læg dem i et lag i fadet. Hæld ca halvdelen af den resterende tomatsovs over pastaen. Fortsæt med at fylde de resterende rør indtil du ikke har mere ricottacreme og placer dem ovenpå det første lag. Hæld resten af tomatsovsen over pastaen og top fadet med mozzarella plukket i mindre stykker og revet parmesan.

Bag dine cannelloni med spinat og ricotta  i ovnen ved 200 grader traditionel ovn – i ca 30-40 min., eller indtil osten er gylden på toppen.

canelloni


 

   

2 kommentarer

  • Lene

    Hvor finder du de store cannelloni rør? 😍 Det lyder alt for lækkert!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pilen

      Jeg har købt dem i kvickly 🙂 god fornøjelse med retten – den smager SÅ godt ❤️

      Kram, Pilen

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ferieplaner - og turen går til.....