Citrontærte med brændt marengs


citrontærte

Syrligsøde, sprøde citrontærter med en luftig brændt marengs på toppen – i mini udgave. Jeg er fan, og kan ikke få nok af disse små hapsere. Jeg elsker kombinationen af den sprøde mørdejsbund, det cremede syrlige fyld og den søde marengs.

Disse små citrontærter blev faktisk lidt af et påskeprojekt, da det viste sig ikke at være så let at finde frem til den helt rigtige opskrift på tærterne. I hvert fald ikke når de skal laves i miniudgave og man gerne vil have perfekte sprøde bunde og det rigtige forhold mellem surt og sødt. Jeg kan i hvert fald roligt sige at vi fik spist vores del af citrontærte i påsken.

Men ikke desto mindre endte det godt, og jeg deler nu opskriften på en virkelig lækker udgave af citrontærte. Fremgangsmåden har jeg lånt af Timm Vladimir, hvor cremen først bliver varmet op over vandbad, og derefter bags i ovnen. På den måde får man ikke våde tærtebunde, som hvis man kun bagte cremen i ovnen.

Jeg bruger små perforerede tærteringe fra Kunst og Køkkentøj – de giver en perfekt sprød mørdej.

Server helst tærterne samme dag som de bages, da de så holder sig bedst sprøde. Men hvis i er lige så vilde med tærterne om jeg er, så holder de ikke så længe.

God søndag og søde kram, Pilen <3

citrontærte citrontærte

Tip 1. Hvis du ikke har 8 små tærteforme kan du godt lave dem af to omgange, men det er lidt mere tidskrævende. Alternativt kan du lave tærten i en stor tærteform på ca 18-20 cm – cremen skal da bages lidt mere.

Tip 2. Du skal ikke prikke bunden af mørdejen inden de forbages – dette vil resultere i at cremen render igennem bunden. Man kan ikke undgå at bunden vil poppe en lille smule op, men det har ikke betydning for det endelige resultat.

Tip 3. Marengsen skal først laves lige inden servering, da den ellers bliver kedelig.

citrontærte


INGREDIENSER (8 stk)

Mørdej

60 g flormelis
150 g hvedemel
1 nip salt
80 g koldt smør
1 æggeblomme

Citroncreme

1,5 citron, saft og skal heraf
0,75 dl piskefløde
60 g sukker
1 æg + 1 æggeblomme

Marengs

60 g æggehvide
60 g vand
100 g sukker
2 spsk flormelis

FREMGANGSMÅDE

Mørdej

Bland mel, flormelis og salt. Tilsæt koldt smør i små tern og smuldr det godt imellem fingrene. Når det har konsistens som revet parmesan tilsættes en æggeblomme og dejen samles hurtigt på køkkenbordet – pas på ikke at ælte dejen for meget. Den skal kun lige samles.

Pak mørdejen ind i et stykke husholdningsfilm eller en pose og læg den på køl i ca 1 time.

Rul dejen tyndt ud på et meldrysset bord og brug en 10 cm udstikker til at stikke 8 runde cirkler ud med. Hvis dejen ikke rækker så saml den hurtigt igen og rul ud – evt med 10 min på køl inden den rulles ud igen hvis den er blevet varm.

Placer 8 tærteringe (6,5 cm) på en bageplade med bagepapir og tryk forsigtigt dejen ned i ringene. Sørg for at den kommer godt ud til kanten. Skær det overskydende af med en skarp kniv langs kanterne. Stil tærtebundene på frys i 10 min eller på køl i 30 min.

Forbag tærtebundene ved 200 grader traditionel ovn i 12-15 min til de er let gyldne. Lav imens citroncremen.

Skru ovnen ned til 120 grader.

Citroncreme

Pisk alle ingredienserne sammen til en ensartet blanding i en skål der kan tåle at komme over vandbad. Varm cremen forsigtigt op til 60-62 grader over vandbad, mens der hele tiden røres i cremen.

Når cremen har nået den rette temperatur hældes den gennem en sigte og i en kande med hældetud. Hæld cremen helt op til kanten af tærterne og bag de små tærter i ca 25 min ved 120 grader traditionel ovn. De skal kun lige sætte sig og må gerne blævre let i midten.

Køl tærterne helt af – hvis de kommes i køleskabet så læg dem ovenpå elelr sammen med noget køkkenrulle for at undgå at bundene bliver bløde.

Marengs

Pisk æggehviderne til skum. Varm imens sukker og vand op til 118 grader – hæld forsigtigt sukkerlagen i æggehviderne mens der piskes. Pisk blandingen til en stiv marengs – mens du undervejs tilsætter 2 spsk flormelis. Pisk indtil marengsen er fast og sej.

Top citrontærterne med marengs – brug din yndlingstylle. Brænd toppen forsigtigt med en creme brulée brænder. Server straks.

mini citrontærter


3 Comments on Citrontærte med brændt marengs

  1. Lis
    21/03/2023 at 09:00 (12 måneder ago)

    Hejsa

    den ser og lyder lækker din kage, men jeg kan ikke lige gennemskue hvor lang tid det sammenlagt tager – kan du hjælpe mig med det?
    Mvh.
    Lis

    Svar

2Pingbacks & Trackbacks on Citrontærte med brændt marengs

  1. […] Denne passionsfrugttærte er spækket med knas fra mandelkrokanten og syrlighed fra passionsfrugterne – derfor gør den sig allerbedst med et modspil som fx en god kugle cremet vaniljeis. Alternativt kan man jo droppe pynten og toppe tærterne med brændt marengs ligesom disse små citrontærter. […]

  2. […] helt klassiske citrontærte med en lækker syrlig citroncreme og brændt marengs er en klassiker på påskebordet. Den er […]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *