Kylling i fad med fennikel og rosmarin

Chokolade creme brulée med hasselnødder


Chokolade creme brulée

Creme brulée er en dessertklassiker der er lige så fantastisk som den er enkel. Alligevel har jeg tilladt mig at lege lidt med den klassiske creme brulée og tilsat lidt chokolade og lidt knas. Bare fordi jeg er vild med både chokolade og knas – det kan umuligt gøre en dessert dårligere.

Creme brulée er egentlig en ret simpel dessert men den kræver lidt tid og lidt opmærksomhed for at den sidder lige i skabet. Det vigtigste efter min mening er at cremen ikke bliver overbagt og at sukkerlaget får en fin karamellisering uden at brænde på. For at gøre det lidt lettere for jer, vil jeg anbefale at i lige læser mine tips nedenfor inden i kaster jer ud i projekt creme brulée. Så kan det næsten ikke gå galt.

Fusionen af den bløde chokoladecreme, de knasende hasselnødder og det sprøde karamellåg får næsten desserten til at smage af nutella – hvilket jeg bestemt ikke klager over. Flere nutella-desserter, ja tak!

Jeg håber ikke at i lader jer skræmme af de lidt mange trin og ventetider – jeg lover at det er alt besværet værd. Sådan en omgang chokolade creme brulée får altid ethvert desserthjerte til at smelte.

God weekend til jer alle – og chokoladesøde kram fra Pilen <3

creme brulee  Chokolade creme brulée

Tip 1. Se til dine creme brulées mens de bager i ovnen, da der kan være stor forskel på ovne. Cremen skal være fast i overfladen med stadig blævre lidt i midten.

Tip 2. Det er vigtigt at overfladen på creme bruléen er jævn og at det kun er et tyndt lag rørsukker du hælder på toppen – hellere lave 2 tynde lag end et tykt lag, da det eller vil brænde på.

Tip 3. Når du brænder sukkeret så start med at brænde ude langs kanterne på ramekinerne og slut af med midten – det i midten vil næsten smelte af sig selv når du brænder kanterne.


INGREDIENSER (4 pers)

1 dl sødmælk
1,5 dl fløde
3 æggeblommer
75 g sukker
75 g mælkechokolade
30 g grofthakkede ristede hasselnødder
4 spsk rørsukker

FREMGANGSMÅDE

Pisk æggeblommer og 25 sukker sammen i en skål. Varm fløden, sødmælk og den resterende sukker op i en gryde til lige under kogepunktet, tag gryden af varmen og lad chokoladen smelte ud i fløden. Hæld ca halvdelen af chokoladefløden over æggeblommerne mens der piskes og hæld det hele tilbage i gryden. Varm blandingen op ved svag-medium varme til 83 grader. Tag gryden af varmen og hæld cremen gennem en sigte.

Fordel de ildfaste skåle i en dyb bradepande og kog noget vand. Hæld cremen i de ildfaste skåle, og drys med hasselnødder – glat overfladen ud så hasselnødderne er dækket af creme og overfladen er jævn. Hæld kogende vand i bradepanden, så det når ca halvvejs op af skålene. Bag creme bruléerne ved 150 grader traditionel ovn i ca 45-50 min.

Lad cremen køle helt af i køleskabet – minimum 4 timer.

Drys et tyndt lag (det er vigtigt at det er tyndt!) rørsukker på toppen af creme bruléerne og brænd sukkeret med en gasbrænder. Gentag endnu en gang for et tykkere karamellag. Sæt creme bruléerne i køleskabet 5-10 min hvis de er blevet for varme. Server dem som de er eller med lidt ekstra hasselnødder på toppen.

Chokolade creme brulée


 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kylling i fad med fennikel og rosmarin