Karamelkager med ribsmousse og mandler

Sød kartoffel salat med bulgur og myntedressing


sød kartoffel salat En lækker krydret vintersalat med bagte søde kartofler og en friske myntedressing – det er hverdagsmad jeg er fan af. Efter julen og en tur på ski trængte vi virkelig til noget anderledes og noget mere krydret mad herhjemme, så vi har både kørt thaisuppe, wok, mexicansk og sidste men ikke mindst denne krydrede og spicy sød kartoffel salat.

Generelt synes jeg hurtigt at salat kan blive lidt kedeligt – men heldigvis er der rig mulighed for at variere indholdet af bagte rodfrugter eller grillede grøntsager. Og denne gang var der en pakke økologiske søde kartofler på tilbud i Kvickly, som jeg ikke kunne stå for. Og de søde kartofler passer virkelig godt til de varme krydderier og den friske dressing.

Vi nød salaten med en helstegt kylling, krydret med paprika, hvidløg og chili hvilket smagte helt fantastisk. Men jeg forestiller mig også at salaten vil være god til fx krydrede oksedeller.

Salaten kan også sagtens spises som den er som en let frokost, eller måske toppet med ristede kikærter for en vegetarisk udgave.

Jeg sidder begravet i bachelor forberedelse lige nu, så jeg ville ønske at der stod sådan en tallerken her foran mig. Heldigvis er det hele overstået på onsdag, og jeg glæder mig helt vildt – selvom jeg er voldsom nervøs.

Kan i have en helt fantastisk mandag – kram og søde hilsner, Pilen

myntedressing


INGREDIENSER (3-4 pers)

500 g søde kartofler
2 spsk olivenolie
2 tsk spidskommen
1 tsk paprika
1/2 tsk chiliflager
1/2 tsk flagesalt
2 dl bulgur
3,5 dl bouillion
1 håndfuld bredbladet persille
citronsaft af 1/2 citron
25 g pinjekerner

Dressing

1/2 agurk
200 g græsk yoghurt
15 mynteblade
salt og peber

FREMGANGSMÅDE

Skær kartoflerne i mindre stykker og vend dem med olivenolie, spidskommen, paprika, chiliflager og salt. Fordel kartoflerne på en bageplade med bagepapir og bag dem ved 200 grader traditionel ovn i ca 30 min. Kog bulguren i bouillion (alt efter hvilken bulgur du bruger skal der måske mere eller mindre væske til – jeg brugte Urtekram grov bulgur). Lav imens dressingen.

Blend agurk, mynte og græsk yoghurt – smag til med salt og peber. Opbevar dressingen på køl indtil salaten er klar.

Når bulguren er kogt færdig skal den køle lidt. Hak persillen groft og vend den med bulguren. Vend de søde kartofler forsigtigt i salaten – uden at mose dem. Rist pinjekernerne på en pande og top salaten med pinjerkerner.

Server salaten med myntedressing.

bulgursalat med søde kartofler


 

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Karamelkager med ribsmousse og mandler