Thaisuppe med kylling, nudler og masser af grønt


thaisuppe Når det er koldt udenfor er der ikke noget bedre end en dejlig varmende suppe med masser af krydderier – og denne thaisuppe er en af de bedste supper jeg nogensinde har smagt! Den er fuld af smag, masser af krydderier og masser af grønt. Lækker, sund hverdagsmad der virkelig giver varmen på de rigtig kolde dage.

Vi laver rigtig ofte wok herhjemme med kylling, karrypaste og en masse sprøde grøntsager, og suppen her er egentlig lavet med udgangspunkt i en traditionel wok som vi ofte laver den. Bare med en del mere væske og med en omgang glasnudler som fyld.

I princippet kan du bruge lige de grøntsager som køleskabet byder på, men jeg vil især anbefale at du bruger champignon og sprøde sukkerærter. Bare husk at tilsætte alle grøntsagerne (pånær champignon) kort før servering, så de holder sig dejligt sprøde. Der er ikke noget mere kedeligt end slatne grøntsager.

Brug gerne en god karrypaste – vi køber altid vores i store bøtter hos etniske købmænd. Der er nemlig knald på krydderierne uden at karrypasten bliver for salt. Start også hellere med en lille smule og smag til med mere undervejs, for der kan være stor forskel på hvor stærke de er.

Vi serverer suppen med masser af frisk koriander på toppen – og jeg er sikker på at en omgang hakkede peanuts eller cashewnødder også vil gøre sig godt som topping.

God mandag derude – jeg håber i alle får en dejlig start på en ny uge <3

thaisuppe med rød karry


INGREDIENSER (4 pers)

400-450 g kylling
1 skalotteløg
3 fed hvidløg
250 g champignoner
1 snackpeber
3 gulerødder
150 g sukkerærter
3 cm ingefær
1 rød chili
1/2-1 spsk rød karrypaste (evt lidt mere, men start med denne mængde, hvis den er stærk)
2 spsk soya
1 tsk sukker
saft af 1 lime
1 stængel citrongræs i lange strimler (kan undlades)
1 liter hønsebouillion
2 dåser kokosmælk
150 g glasnudler

topping

chili
koriander

FREMGANGSMÅDE

Skær kyllingen i mindre stykker og svits den i olie med salt og peber i en wok – stil kyllingen til side.

Hak skalotteløg groft, hak hvidløg fint og skær champignon i skiver. Skær ingefær i mindre stykker (eller riv det hvis du ikke bryder dig om store stykker) og skær chili i mindre stykker. Hæld løg, hvidløg, halvdelen af chilien, champignon og ingefær i en skål.

Skær gulerødder i skiver og peberfrugt i mindre strimler. Snit sukkerærterne på langs, og hæld grøntsagerne i en ny skål.

Lav en hønsebouillion, så den er klar.

Varm olie op i en stor wokpande og svits løg, hvidløg, champignon, chili og ingefær i et par minutter. Tilsæt karrypaste og svits videre et par minutter.

Tilsæt hønsebouillion, citrongræs, kokosmælk, soya, sukker og limesaft og kog op. Tilsæt kyllingen og lad suppen simre i ca 15-20 min.

Tilsæt de øvrige grøntsager og lad suppen simre i ca 10 min, så grøntsagerne stadig har bid. Smag suppen til med soya, sukker, limesaft og karrypaste.

Kog glasnudlerne efter anvisningen på pakken. Anret nudlerne i bunden af dybe tallerkener og hæld suppen over. Top suppen med frisk koriander og evt lidt ekstra chili.

thaisuppe med kylling


 

2 Comments on Thaisuppe med kylling, nudler og masser af grønt

  1. Trine
    09/10/2017 at 22:45 (7 år ago)

    Vil du ikke tage et billede eller skrive præcis hvilken karrypaste du har brugt? På forhånd tak 😊

    Svar
    • Pilen
      10/10/2017 at 21:24 (7 år ago)

      har desværre ikke et billede – men bruger sådan en i en stor bøtte fra sådan nogle asiatiske grønthandlere 🙂

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *