Ferrero Rocher bomber med nutella og hasselnødder

Hindbærtærte med lakrids og brændt marengs


lakridstærte

Lakrids, hvid chokolade og hindbær er et evigt godt makkerpar – og jeg byder faktisk på to nytårsdesserter med denne lækre trio af skønne smagseksplosioner. I dag står den på en helt fantastisk hindbærtærte med lakrids og brændt marengs – jeg kan ikke få nok og det er jeg sikker på at andre lakridsfans vil kunne nikke genkendende til.

Tærten består af en smørsprød mørdej med lakrids, en fløjsblød og syrlig hindbærganache med hvid chokolade og lakridssirup – og toppe af brændt marengs der passer perfekt til den intense lakrids og det syrlige hindbær.

Tærten er ualmindelig nem at lave og kræver ikke store mængder tid i køkkenet. Den kan forberedes dagen før – men vent med marengsen, den er bedst når den er frisk.

I morgen venter endnu en hindbær-lakrids-og-hvid-chokolade-dessert til dem der ikke kan få nok af den himmelske trio.

God tirsdag til jer alle – og masser af nu-er-det-næsten-nytårskram fra Pilen <3  hindbærtærte med lakrids


INGREDIENSER (8 pers)

Mørdej

170 g hvedemel
70 g flormelis
1,5 tsk rålakrids (jeg bruger Raw Liquorice Powder fra Johan Bülow)
90 g smør
1 æggeblomme
1 tsk koldt vand

Hindbærganache

200 g hvid chokolade
200 g hindbær
2 spsk citronsaft
40 g sød lakridssirup fra Johan Bülow

Marengs

1 æggehvide
50 g sukker

FREMGANGSMÅDE

Mørdej

Bland hvedemel, flormelis og lakridspulver i en stor skål. Tilsæt smør i små tern og smuldr det i melblandingen. Saml dejen hurtigt med æggeblommen indtil dejen er ensartet ? pas på ikke at ælte dejen for meget, den skal kun lige samles. Tryk dejen lidt flad, pak den ind i husholdningsfilm og læg den på køl i ca 1 time.

Efter 1 time tages mørdejen ud af kølekabet og den rulles tyndt (2,5 mm) ud på et meldrysset bord. Placer en tærtering (20 cm) på en bageplade med bagepapir, og løft forsigtigt dejen over i tærteringen. Tryk forsigtigt dejen ud i formen, og kør en kagerulle hen over kanterne for at få en skarp kant. Sæt tærten på køl yderligere 1/2 time. Prik bunden med en gaffel og bag tærtebunden i 15-20 min ved 180 grader traditionel ovn – indtil den er gylden og sprød. Lad bunden køle af mens du forbereder fyldet.

Hindbærganache

Hak chokoladen groft og smelt den ved svag varme over vandbad. Stil chokolade til side.

Varm hindbær, citronsaft og lakridssirup op og bring det i kog. Lad det simre i 5 minutter. Tag gryden af varmen og stavblend blandingen – hæld det igennem en finmasket si. Vej 110 g saft af og hæld det over den smeltede chokolade mens du rører fra midten af skålen med en dejskraber – med hurtige små bevægelser. Når ganachen har samlet sig kan du evt køre den igennem med en stavblender for at gøre den ekstra fin i konsistensen.

Hæld ganachen i den afkølede tærtebund og stil den på køl i minimum 4 timer.

Marengs

Pisk æggehviderne næsten stive. Tilsæt sukkeret – lidt af gangen – mens der piskes og pisk videre indtil sukkerkornene er opløst og til du har en stiv marengs. Fyld marengsen i en sprøjtepose med rund tylle og sprøjt små toppe ud i forskellig størrelse ovenpå ganachen.

Brænd marengsen med en lille gasbrænder (kan undlades), og pynt med lakridspulver og rød skovsyre.

Tip 1. Hvis du ikke har en gasbrænder kan du godt undlade at brænde marengsen – det smager stadig skønt!

Tip 2. Tærten er meget intens og næsten som konfekt – vil du gøre den mere “dessert-agtig” kan du servere den med en kugle god vaniljeis.

Tip 3. Gem den overskydende mørdej enten i køleskabet eller fryseren – den kan sagtens bruges igen.

hvid chokolade tærte


 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ferrero Rocher bomber med nutella og hasselnødder