Min oktober

Pasta med græskarsauce, chili og semidried tomater

[line]

pasta med græskarsauce

Græskar er og bliver altså en storfavorit her til efteråret! Jeg kan simpelthen ikke få nok af de søde og smagfulde græskar som det bugner med i butikkerne. Især butternut græskarret har vundet min kærlighed i år – egentlig har jeg altid mest brugt hokkaido, men nu har jeg virkelig fået øjnene op for butternut græskarret. Og denne gang har jeg brugt det i en lækker pastaret med græskarsauce, chili og semidried tomater – virkelig lækkert.

Græskar er virkelig alsidigt, og jeg spiser det gerne både bagt, som suppe og her i en lækker pastaret. Når græskarret blendes bliver det til den mest lækre cremede sovs, som lige bliver ekstra god af et skud citron og lidt chili. Det passer bare så godt til det søde græskar. Jeg har toppet pastaretten med disse semidried tomater som jeg lavede et par dage inden – men har du ikke lige tid eller overskud til dette kan du bare bruge soltørrede tomater i olie. Det er helt sikkert også godt.

Jeg har valgt at bruge nogle store pastarør med en ru overflade, så græskarsaucen virkelig kan suge sig godt ind i pastaen. Jeg var egentlig på jagt efter de store rør rigatoni, men da de ikke var at finde i mit supermarked endte jeg op med nogle store hule skaller ved navn lugatomi som også fungerede virkelig godt. Brug den pasta du bedst kan lide – men gerne en pasta med en lidt ru overflade.

Pastaretten her er virkelig enkel, og perfekt til en kødfri dag. Har du dog en kæreste (som jeg), der meget gerne vil have lidt kød til, så kan det anbefales at riste lidt bacon og toppe pastaretten med det. Bestemt heller ikke dårligt, selvom jeg faktisk foretrækker den uden. Bare fordi pasta’en med den cremede græskarsauce i sig selv er vaskeægte comfortfood – ligesom jeg bedst kan lide det.

Rigtig god fredag – jeg håber i får en dejlig weekend med lækker mad, måske noget med græskar, og en kage eller to <3

pasta med græskarsovs

[line]

INGREDIENSER (4 pers)

1 butternut græskar – ca 500 g skrællet og skåret i tern
1 stort løg, grofthakket
2 spsk olie
3 dl grøntsagsbouillion
0,5 dl piskefløde
1 tsk chiliflager
saften af 1/2 citron
salt og peber
2 dl hjemmelavede semidried tomater (eller alternativt soltørrede tomater)
en stor håndfuld frisk basilikum
100 g parmesan
400 g pasta – gerne store rør med ru overflade som lumaconi eller rigatoni

FREMGANGSMÅDE

Varm olien godt op i en dyb pande og svits løget 1 minuts tid. Tilsæt græskar og svits græskarret med yderligere et par minutter. Tilsæt bouillion, skru ned for varmen og læg låg på. Lad græskarret koge ved svag-medium varme i ca 15 min – eller indtil græskarret er helt mørt. Sæt imens vand over til pastaen. Når græskarret er mørt tages panden af varmen og den stavblendes til en helt lind sovs. Sæt panden på varmen igen, tilsæt fløde, citron og chili og kog sovsen op. Smag til med salt og peber, skru ned for varmen og hold sovsen varm indtil pastaen er klar. Kog pastaen efter anvisningen på pakken – til den er al dente. Vend den kogte pasta i græskarsovsen.

Top pastaen med semidried tomater, frisk basilikum og friskrevet parmesan – server straks.

pasta med græskarsovs

[line]

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min oktober