Græskarsalat med perlebyg, feta og hasselnødder

[line]

græskarsalat

Efteråret begynder så småt at nærme sig, hvilket betyder at de friske sommergrøntsager så småt bliver skiftet ud med grove og rustikke vintergrøntsager. Heriblandt græskarret som er en af mine efterårsfavoritter – jeg elsker græskar! I både pastaretter, risotto, som tilbehør eller i en salat som her. Denne græskarsalat er fyldt med perlebyg og krydderurter og toppet med ristede hasselnødder og feta. Haps det er godt!

Græskarsalaten kan spises både lun og kold – men min favorit er den lune udgave, hvor fetaen nærmest smelter på toppen. Salaten er dejlig mættende pga græskarret og perlebyg, hvilket gør den perfekt i sig selv som måltidssalat, eller som tilbehør til et lækkert stykke kød.

Jeg har toppet salaten med feta her, men den er også afprøvet med flager af parmesan, hvilket også smagte skønt. Så hvis det er parmesan du har liggende i køleskabet, så brug endelig det som topping i stedet! Begge dele passer dejligt til det søde og bløde græskar.

Salaten tager ikke lang tid at lave, da du kan bage græskarret og koge perlebyggen på samme tid, og så skal det hele egentlig bare blandes til sidst. Denne her græskarsalat er jeg sikker på bliver en efterårsfavorit herhjemme, og næste gang tror jeg den skal nydes til et lækkert stykke svinemørbrad eller krydrede oksedeller. Mmmmmh – jeg glæder mig allerede til mange flere dejlige græskarretter her til efteråret.

bagt græskar

[line]

INGREDIENSER (2 pers)

500 g hokkaido græskar, skrællet og i grove tern (ca. 1/2 stort græskar)
1 spsk olivenolie
1 tsk flagesalt
1 tsk spidskommen
1/4 tsk chilipulver (måske lidt mere eller mindre alt efter hvor stærk chilipulveret er)
friskkværnet peber
150 g perlebyg
En stort håndfuld bredbladet persille og basilikum
1 spsk olivenolie
saft af 1 citron
1/2 tsk flydende honning
1 tsk flagesalt
friskkværnet peber
25 g ristede hasselnødder
50 g feta

FREMGANGSMÅDE

Vend græskar med olivenolie, spidskommen, chili, salt og peber og bag det ved 200 grader traditionel ovn i ca 30 min. Kog imens perlebyg efter anvisningen på pakken. Hak krydderurterne groft. Rør olivenolie sammen med citronsaft, salt og peber, og hak hasselnødderne groft.

Vend perlespelt med krydderurter og dressingen. Vend til sidst græskarret i salaten forsigtigt uden at mose græskarstykkerne. Smuldr feta ud over salaten og top med grofthakkede hasselnødder.

Velbekomme! 🙂

 perlebygsalat

[line]

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Blåbærtærte med hvid chokolade og lime