Spinattærte med ricotta og cherrytomater

IMG_5337

Jeg er vild med tærte – det er perfekt hverdagsmad, og man kan bruge de grøntsagsrester man lige har liggende i køleskabet. Jeg har piftet den klassiske spinattærte op med ricottaost, citron og muskat, hvilket bare går super godt sammen. Den er pyntet med søde cherry blommetomater som ikke blot gør tærten fin at se på, men som også smager fantastisk.

Jeg bruger altid den samme opskrift til min tærtebund, da jeg godt kan lide smagen og den grove konsistens. Den er desuden mega nem at lave og rulle ud – hvilket jeg virkelig sætter pris på. Har haft fingrene i lidt for mange tærtedeje der falder fra hinanden eller klister fuldstændig sammen. Denne her fungerer hver gang, den kan laves med det samme og skal ikke på køl.

Tærten her mætter rigtig godt, og kan sagtens spises med en salat til. Hvis du ikke kan undvære kød, så passer tærten også rigtig godt til et stykke laks eller kylling.

Har du noget spinat eller nogle cherrytomater liggende du ikke ved hvad du skal bruge til, så foreslår jeg denne her. Spinat, tomat og ricotta er bare et ret så lækkert makkerpar.

IMG_5432

Ingredienser (stor tærteform 28-30 cm)

Tærtebund
150 g grahamsmel
150 g hvedemel
1,5 tsk salt
3/4 dl smagsneutral olie
1,5 dl koldt vand

Tærtefyld
450 g spinatblade (optøet)
250 g blomme cherrytomater
250 g ricotta ost
6 æg
1,5 dl mælk
1 tsk stødt muskat
1 spsk citronsaft
skal fra 1/2 øko citron
1-2 tsk salt
peber

Fremgangsmåde

Start med at lave tærtebunden. Bland grahamsmel, hvedemel og salt. tilsæt olie og smuldr dejen imellem fingrene. tilsæt til sidst vand og saml dejen hurtigt.
Rul dejen ud på et meldrysset bord til den er et par mm tyk og placer den i tærteformen. Skær de overskydende kanter af. Prik bunden med en gaffel og forbag bunden i 10 min ved 200 grader alm ovn.

Pres al væden ud af spinaten, og skær cherrytomaterne i halve.
Pisk æg, ricotta, mælk, muskat, citronsaft, citronskal, salt og peber godt sammen. Tilsæt spinaten og vend den i æggemassen. Hæld det hele i den forbagte tærtebund.
Placer de halverede tomater i et fint mønster rundt på tærten.
Bag tærten ved 200 grader alm ovn i ca 40 min. Tjek evt efter med en kniv at æggemassen har sat sig.

Velbekomme!

IMG_5386

1 Comment on Spinattærte med ricotta og cherrytomater

  1. Rikke mejer
    19/01/2016 at 13:19 (8 år ago)

    Vildt lækkert tærte.
    Ricotta osten giver en lækker fyldig smag

    Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *