Nytårsdessert: Gateau Marcel med hindbær surprise

IMG_4725

Nytåret nærmer sig, og det betyder at nytårsmenuen skal planlægges – og her er desserten en ret så vigtig del af menuen hvis du spørger mig. Selv tager jeg på skiferie over nytår, så jeg kommer ikke til at stå for nytårsmenuen. Hvis jeg skulle kreere en dessert til nytår, så er jeg ikke i tvivl om at jeg ville lave denne her: Gateau Marcel med hindbærsurprise!
Den vil slå benene væk under enhver chokoladeelsker.

Det er en chokoladebombe, men den får et twist af syrlig hindbærkompot som ligger fint imellem bunden og chokolademoussen. Den syrlige kompot gør at kagen bliver lidt friskere, og den kan serveres lige som den er eller med en kugle god vaniljeis.

Gâteau Marcel er en klassisk fransk chokoladekage, hvor bund og top er baseret på samme dej. Man laver faktisk bare en chokolademousse, bager halvdelen og smører den anden halvdel på toppen. Ret så simpelt.

Kagen skal gerne laves med en god chokolade, da det er chokoladen der er essensen af hele kagen. Jeg har brugt Valrhona Caraibe, hvilket smagte helt fantastisk. Men brug selv din yndlingschokolade, så skal det nok blive et lækkert resultat!

Den er lækker, tung, chokoladesnasket og smager som en chokoladedrøm.

Jeg håber i får en fantastisk nytårsaften, og at det nye år bliver fyldt med masser af søde stunder med dem i holder af.

Ingredienser (8-10 pers, 20 cm springform)

200 g god mørk chokolade (60-70 %)
200 g smør
200 g rørsukker
8 æggeblommer
6 æggehvider
200 g hindbær (friske eller optøede)
60 g sukker
saften fra ½ citron

Fremgangsmåde

  1. Start dagen før med kagen så den kan sætte sig i køleskabet.
  2. Kog hindbær, citronsaft og sukker sammen i 15-20 min, så det ikke er alt for flydende. Køl hindbærkompotten af.
  3. Smelt smørret, og rør herefter den hakkede chokolade ud i smørret til det også smelter.
  4. Pisk æggeblommer og 130 g rørsukker til det bliver en lys og luftig æggesnaps.
  5. Pisk æggehviderne i en anden skål, hvor du undervejs tilsætter de resterende 70 g rørsukker. Pisk indtil det er stift og blankt (ca 5 min).
  6. Vend chokoladesmørret i æggesnapsen. Vend herefter lidt efter lidt forsigtigt æggehviderne i dejen indtil den bliver ensartet.
  7. Del dejen i to og hæld den ene halvdel i en smurt springform, som bages ved 180 grader alm ovn i ca 25 min. Opbevar den anden halvdel af moussen på køl.
  8. Lad kagebunden køle helt af et par timer i køleskab. Fordel hindbærkompotten ovenpå bunden, men ikke helt ud til siderne. Hæld herefter den kolde chokolademousse ovenpå og glat den ud. Stil kagen på køl indtil den skal serveres – gerne natten over.
  9. Ved servering drysses kagen med kakaopulver inden den tages ud af formen. Herefter befries kagen fra formen ved at køre en kniv rundt langs kanten inden den tages ud.

Server kagen med friske hindbær og evt en klat god vaniljeis.

IMG_4701

 

3 Comments on Nytårsdessert: Gateau Marcel med hindbær surprise

  1. Sanne
    29/12/2017 at 21:54 (11 måneder ago)

    Hej! Jeg har klargjort hindbær kompotten, laverr kagen imorgen til nytår. Men tænker at lave den x 1.5 idet vi blir 10 pers. Og min springform er 24. Tænker du ikke det går?

    Svar
    • Pilen
      29/12/2017 at 22:27 (11 måneder ago)

      Kære Sanne.

      Det kan du sagtens – tror det passer helt fint med 1,5 portion til den størrelse. Ellers bliver lagene bare lidt højere, og det bliver den jo absolut ikke dårligere af 🙂

      Godt nytår <3

      Svar
  2. Sanne
    30/12/2017 at 22:36 (11 måneder ago)

    Øv min er skilt. Har bagt den ene del. Men ved ikke hvor succesfuld den blir, med en skilt mousse på toppen😪😭

    Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *